Fortsæt til indhold
Indland

Peter Loft fik halvandet år som kommunal topchef på Bornholm

Tidligere skattedepartementschef fratræder, fordi han ikke passer ind i kommunens fremtidsplaner.

Peter Loft fratræder som kommunaldirektør i Bornholms Regionskommune (BRK) efter halvandet års ansættelse.

Det meddeler BRK i en pressemeddelelse, hvori det samtidig oplyses, at den 61-årige Peter Loft er »fritaget for tjeneste,« indtil byrådet har behandlet sagen.

Når Loft kun fik halvandet år på posten, skyldes det, at »økonomi-, erhvervs- og planudvalget ønsker en anden profil til den fremadrettede ledelse af Bornholms Regionskommune,« skriver BRK. Hverken borgmester Winni Grosbøll (S) eller administrationen har yderligere kommentarer, fordi der er tale om en personalesag.

»Borgmesteren og udvalget har ønsket en anden profil, og det tager jeg selvfølgelig til efterretning. Det er spillets regler,« siger Peter Loft ifølge DR Bornholm.

Loft blev kendt i en bredere offentlighed som en af hovedpersonerne i sagen om læk af skatteoplysninger om tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt og hendes mand, Stephen Kinnock.

Sagen endte med, at en kommission konkluderede, at Peter Loft ikke havde begået magtfordrejning, men at han havde været for tæt på behandlingen af skattesagen.

Loft blev hjemsendt fra Skatteministeriet i 2012 og drev selvstændig konsulentvirksomhed, indtil han fik ansættelse i Bornholms Regionskommune fra 13. marts 2017.

Med fratrædelsen skal BRK nu ud og finde sin syvende kommunaldirektør siden kommunesammenlægningen i 2003, skriver Bornholms Tidende.