Mens psykiatrien mangler plads, står 45 nye senge tomme
Siden marts har danske kommuner betalt 26,9 mio. kr. til en ny type psykiatriske pladser, som står ubrugte hen. »Vanvittigt,« lyder kritikken.
Når regeringen fredag fremlægger en ny handleplan for den hårdt pressede psykiatri i Danmark, vil den bl.a. øremærke 100 mio. kr. til bl.a. nye intensive pladser til de sygeste patienter.
Men samtidig har danske kommuner siden marts betalt 26,9 mio. kr. til tomme senge på nye særlige afdelinger målrettet svært syge udadreagerende og ofte misbrugende borgere, viser opgørelser, Jyllands-Posten har fået fra de fem regioner. Det svarer til ca. 7.000 sengedage.
Det er ærgerligt, at de 150 pladser ikke anvendes i det omfang, der var intentionen.Ellen Trane Nørby (V), sundhedsminister
En gennemgang af statistik på regionernes hjemmesider viser, at der indtil nu er etableret 79 af i alt 150 særlige pladser. 45 pladser står aktuelt tomme. Situationen vækker harme i psykiaternes lægevidenskabelige organisation Dansk Psykiatrisk Selskab.
»Det er vanvittigt. Vi mangler pladserne i hospitalspsykiatrien, det var her, man skulle have etableret dem. De senge, man nu har oprettet, kan vi læger ikke visitere til, og der er faktisk ikke nogen mennesker, der passer ind i kriterierne,« siger formand og psykiater Gitte Ahle.
I Bedre Psykiatri kalder generalsekretær Torsten Theilgaard situationen »torskedum« og »et paradoks«.
Minister: »Ærgerligt«
Visitationskriterierne til de særlige pladser har fra flere sider mødt kritik for at være for rigide. I økonomiaftalen mellem kommunerne og staten fra juni indvilgede regeringen i at søge politisk flertal til at justere kriterierne, men det er endnu ikke sket.
»Det gør, at nogle borgere, der kan have behov for de særlige rehabiliterende pladser, ikke får adgang,« siger Sophie Hæstorp (S), formand for psykiatriudvalget i Danske Regioner og kalder det »spild af skatteborgernes penge«.
Sundhedsordfører Liselott Blixt (DF) mener, at man fra begyndelsen burde have lavet de intensive pladser i behandlingspsykiatrien, regeringen nu foreslår og ønsker det undersøgt, hvordan man kan bruge ressourcerne bedre, mens der søges en permanent løsning. Socialdemokratiet erklærer sig lydhør ift. evalueringer og justeringer.
Sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) kalder det »ærgerligt, at de 150 pladser ikke anvendes i det omfang, der var intentionen«. Hun håber, at et flertal i Folketinget nu vil stemme for at ændre visitationskriterierne.
De særlige pladser
Inden udgangen af 2018 skal i alt 150 særlige psykiatriske pladser på landsplan være klar til brug.
Tiltaget blev besluttet politisk som en reaktion på en række drab på medarbejdere på socialpsykiatriske bosteder begået af psykisk syge beboere.
Der kan visiteres til ophold på en af de særlige pladser, hvis følgende kriterier alle er opfyldt:
- Patienten vurderes at være til nærliggende og væsentlig fare for andre og uforudsigelig i sin adfærd.
- Patienten har en svær psykisk lidelse.
- Patienten har særlige sociale problemer.
- Patientens forløb er karakteriseret ved gentagne indlæggelser eller én længerevarende indlæggelse i den regionale psykiatri.
- Opholdet vurderes at have afgørende betydning for at kunne imødekomme den pågældendes særlige behov for behandling, rehabilitering og støtte, herunder eventuelt misbrugsbehandling.
- Opholdet på baggrund af en begrundet formodning vurderes at være egnet til at forhindre, at patienten vil indtage eller købe rusmidler, anskaffe farlige genstande eller begå kriminalitet, herunder udøve vold.
Kilde: Region Midtjylland / research