Omdiskuteret vildsvinehegn har fået grønt lys
Miljøstyrelsen forventer, at arbejdet med at sætte hegnet op kan sættes i gang i begyndelsen af 2019.
Det op til 1,5 meter høje og 70 kilometer lange hegn, der fremover skal gøre livet surt for vildsvin, der vil ind i Danmark, bliver en realitet i 2019.
I hvert fald har Miljøstyrelsen nu givet sin velsignelse til, at det omdiskuterede hegn kan blive sat op fra begyndelsen af årsskiftet. Det skal forhindre vildsvinene i at komme ind i landet fra Tyskland og på sigt hjælpe til at udrydde de vildtlevende vildsvin herhjemme.
I næsten en måned - frem til den 18. juli - har udkastet til en endelig afgørelse om hegnet været i offentlig høring, og i den periode har 29 kommuner, personer og organisationer givet lyd fra sig. Heribland en del kritikere.
15 af høringssvarene går på, at hegnet slet ikke bør etableres. Det mener bl.a. Danmarks Naturfredningsforening, som bekymrer sig over hegnets effekt på de fredede ulve, oddere og guldsjakaler i Danmark.
Andre stiller sig kritiske over for, om hegnet overhovedet vil have en effekt. Bl.a. fordi svinepest også kan spredes af mennesker, der eksempelvis smider smittede, ulovligt importerede fødevarer i naturen.
Miljøstyrelsen selv oplyser, at de 29 høringssvar, som man kan læse uddrag af her, har givet anledning til »mindre justeringer«, men at linjeføringen og udformningen af hegnet er uændret oven på høringsperioden. Det forventes, at arbejdet med at sætte hegnet op begynder i starten af 2019 og afsluttes samme år.
Naturstyrelsen er ansvarlig for etableringen af hegnet, mens Miljøstyrelsen har givet tilladelse til etableringen efter den særlige vildsvinehegnslov. Den lov blev vedtaget i juni af et bredt flertal i Folketinget og er et af flere initiativer, man har sat i værk, for at forhindre afrikansk svinepest i at sprede sig i Danmark.
Miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen (V) udtalte forbindelse med vedtagelsen, at man må regne med, en eksport på 11 mia. kr. lukker øjeblikkeligt, hvis landet bliver ramt af sygdommen, som man frygter vil komme hertil med nye vildsvin fra Tyskland. Truslen er ifølge regeringen og Dansk Folkeparti så alvorlig, at man har afsat 123,9 mio. kr. til den styrkede indsats mod afrikansk svinepest.
I juli oplyste Naturstyrelsen, at der er blevet nedlagt 35 vildsvin »i kampen mod afrikansk svinepest« siden nytår. Af de netop offentliggjorte høringssvar kan man læse, at samtlige vildsvin, der er blevet nedlagt eller trafikdræbt i Danmark, hidtil er blevet testet negativ for afrikansk svinepest.