Ny livsfarlig kropstrend: Mænd sprøjter olie direkte ind i musklerne
Overlæge advarer om ny bodybuildertrend. »Det kan ikke helbredes,« siger han.
I bodybuildermiljøet handler det kun om én ting: Store muskler. Jo større jo bedre.
Det har i mange år ført til, at nogle bodybuildere har indtaget forskellige former for steroider i jagten på svulmende muskler, og nu ser det ud til, at en ny trend har ramt miljøet.
Et stigende antal mænd er nemlig blevet indlagt på sygehuset, fordi de har forsøgt at snyde sig til større muskler ved at sprøjte paraffinolie ind i kroppen. Det skriver TV 2.
En af landets førende overlæger på området, Ebbe Eldrup fra Herlev Hospital, advarer om den livsfarlige trend, som bl.a. ødelægger nyrerne, fordi olien får kroppen til at danne for meget kalk.
»Den yderste konsekvens er død som følge af nyresvigt,« siger han til TV 2 og fortsætter:
»Vi kan behandle dem, så de ikke skader deres nyrer, og så de slipper fra de alvorligste bivirkninger. Men vi kan ikke helbrede dem.«
Ebbe Eldrup, der har behandlet flere fra det danske bodybuildermiljø mener, at det er en tendens, der er opstået inden for de seneste par år. For to år siden kendte han ikke til et eneste tilfælde af sygdommen, men i dag er omkring 30 personer i behandling.
I følge plastikkirurg Pia Sjøgren fra Aarhus Universitetshospital går der fem til 15 år efter, at mændene er begyndt at sprøjte sig med paraffinolien til, at generne begynder at vise sig.
Typisk får mændene svært ved at ligge ned og sove og at finde tøj der passer, fordi områderne, hvor olien er blevet sprøjtet ind, bliver stenhårde og begynder at snurre og gøre ondt.
En af dem, der valgte at sprøjte paraffinolie ind i musklerne, er Richo Højland, der til dagligt arbejder som fjernvarmeinstallatør. For syv-otte år siden sprøjtede han sig i overarmene, hvilket betød at han fik konstateret nyresten, som han den dag i dag stadig kæmper med.
Han har fået fjernet det meste af paraffinolien ved adskillige operationer i udlandet men fortæller til TV 2, at han stadig døjer med generne. I Facebookgruppen Paraffinfri advarer Richo Højland i dag andre på det kraftigste om at holde sig fra olien.