Rigspolitiet sænker krav i optagelsesprøven til politiskolen
Politiskolen vil have større fokus på efterforskning og sagsbehandling på uddannelse.
Når man søger ind på politiskolen fremover, kan man slappe en lille smule mere af med træningen op til optagelsesprøven. Politiet har nemlig valgt at sænke de fysiske krav, for at kunne tiltrække flere ansøgere i fremtiden.
Det skriver DR.
Hvor det før har været sådan, at man skulle kunne løbe 2.400 meter på henholdsvis 13 minutter for kvinder og 11 minutter og 30 sekunder for mænd, får begge køn nu 30 sekunder ekstra hver til at løbe distancen. Det fortæller Ina Eliasen, der er HR-direktør i Rigspolitiet til DR.
Ina Eliasen understreger dog, at selvom der bliver lempet på de fysiske krav, er de stadig de hårdeste i Norden.
»Vi har valgt at gøre det nemmere at komme ind, og så til gengæld stille nogle større krav, mens de er os hos. Når vi gør det, får vi nogen flere at vælge mellem. For der er få unge, og vi kæmper alle sammen om de bedste,« siger hun.
Kravet til bænkpres bliver også ændret til, at man hos kvinderne skal løfte 10 omgange 30 kilo i stedet for 35 kilo. Mændene får reduceret kravet til 10 gange 50 kilo i stedet for 10 gange 60 kilo. Og samtidig med, at man vælger at lempe de nuværende krav, bliver uddannelsen altså også forlænget med fire måneder.
Det er, ifølge politiet, for at kunne ruste de fremtidige betjente på en måde, der er mere hensigtsmæssig i forhold til den virkelighed, de vil møde efter uddannelsen.
»Vi kommer til at have mere fokus på sagsbehandling, efterforskning og det borgervendte arbejde. Vi kan se, at det er de ting, som betjentene beskæftiger sig mere og mere med. Så vi justerer uddannelsen efter den virkelighed, vi er i,« siger Ina Eliasen til DR.
Uddannelsen vil fortsat løbe over tre semestre, hvor de to første semestre bliver forlænget fra otte til 11 måneder og det sidste semester bliver forkortet fra otte til seks måneder.