Fortsæt til indhold
Indland

Genlæs portræt: Svensk popdronning har parkeret turbussen

Genlæs: 60 år onsdag: Roxette-musikeren har i mange år kæmpet med efterveerne af en svulst, hun fik fjernet i 2002.

/ritzau/

Dette portræt blev bragt i anledning af Marie Fredrikssons 60-års fødselsdag. 10 december 2019 døde hun i en alder af 61.

- - - -

De har dygtige popsnedkere i Sverige, og med 75 mio. solgte album hører popduoen Roxette naturligt til i toppen af hierarkiet blandt andre store eksportsucceser som ABBA og Ace of Base.

Onsdag fylder den kvindelige halvdel af duoen Roxette, Marie Fredriksson, 60 år. Hun har lagt stemme til klassikere som ”Sleeping In My Car” og ”It Must Have Been Love”, men et svigtende helbred har sat en stopper for turnélivet.

Roxette blev dannet i 1985, hvor Fredriksson og sangskriveren og guitaristen Per Gessle droppede deres respektive solokarrierer, der ellers havde etableret dem som kendte ansigter i hjemlandet. Debutpladen ”Pearls of Passion” fra 1986 gik under radaren uden for Sveriges grænser, men til gengæld fik den næste samling sange, ”Look Sharp”, i den grad luft under vingerne internationalt, og bandet fik tilbudt at indspille en sang til filmen ”Pretty Woman”. Valget faldt i sidste ende på ”It Must Have Been Love”, som sikrede bandet en førsteplads på hitlisten Billboard Hot 100.

Den svenske popdronning lever i dag et mere tilbagetrukket liv, hvor helbredet ikke længere tillader hende at optræde. Det skyldes, at hun i 2002 blev diagnosticeret med en hjernesvulst, som dog blev bortopereret, hvorpå Roxette holdt en længere pause.

Duoen begyndte at arbejde sammen igen i 2009, men efterfølgende har den svenske sangerinde ifølge Per Gessle døjet med eftervirkningerne af sygdommen i form af syns- og gangproblemer. Dermed er der foreløbig sat punktum for Roxettes koncertaktiviteter.

Marie Fredriksson, sangerinde, Djursholm, Sverige.