Julehjælpen.dk har stævnet og politianmeldt grundlægger René Husted Vahl
»Pas på, det ikke ender i injurier,« lyder svaret fra René Husted Vahls advokat.
Julehjælpen.dk er sat i verden for at hjælpe økonomisk trængte familier med at få råd til julemad og julegaver. Men i efteråret 2017 under aflæggelsen af regnskabet for 2016, fandt bestyrelsen en række uregelmæssigheder, som førte til, at formanden René Husted Vahl blev smidt ud af bestyrelsen.
Nu er har Julehjælpen.dk valgt at politianmelde den tidligere formand, ligesom man har stævnet ham for et beløb på mere end 500.000 kr. ved retten på Frederiksberg. Det skriver foreningen på sin Facebookside.
»Da vi gennemgik 2016-regnskabet kunne vi overhovedet ikke få det til at passe. Da vi ikke kunne få tilfredsstillende svar fra formanden, begyndte vi at grave dybere i det med hjælp fra en advokat, og her fandt vi frem til, at der var en større sum, som efter vores opfattelse ikke var blevet brugt til foreningens formål,« siger bestyrelsesmedlem og talsmand Henrik Hahn-Nissen til Jyllands-Posten.
Julehjælpen.dk er et forum, hvor økonomiske trængte familie kan søge økonomisk hjælp hos private donorer, både personer og virksomheder. Forummet blev grundlagt af René Husted Vahl i 2008, og i 2014 blev det til en decideret forening med en bestyrelse på syv personer med René Husted Vahl som formand.
I har siden efteråret arbejdet med sagen. Hvorfor er det først nu, I kommenterer på det?
»Vi har efter råd fra vores advokat ventet indtil nu med at offentliggøre stævningen. Vi ville gerne have alle formalia på plads og have fundet en ny formand, inden vi kommenterede på sagen,« siger Henrik Hahn-Nissen.
Han uddyber, at man nu har skabt en skarp opdeling i bestyrelse og drift, så man får flere kontrolinstanser, og dermed regner Henrik Hahn-Nissen ikke med at man kan havne i en lignende situation igen.
Jyllands-Posten har forsøgt at kontakte René Husted Vahl, men uden held. Hans advokat, Nikolaj Juhl Hansen, er uforstående over for politianmeldelsen.
»Vi modtog stævningen for et stykke tid siden, og lige siden har vi arbejdet på at gennemgå de regnskabstal og transaktioner, som er en del af sagen. Der er tale om regnskaber, der blandt andet er revideret af PWC og er vedtaget af hele bestyrelsen på den baggrund,« siger Nikolaj Juhl Hansen, og uddyber.
»Vi troede, at det ville blive håndteret i civilretsligt regi, så vi er noget uforstående over for, at det nu er kommet til en politianmeldelse.Det er sjældent, man går ud med anmeldelser, før politiet har besluttet om de vil rejse en sag. Jeg synes bestyrelsen ved Julehjælpen.dk skal passe på. Når man siger, at nogen har begået en kriminel handling, skal man være sikker på at have ret, ellers er der jo tale om injurier.«