Fortsæt til indhold
Indland

Forsvarer: Peter Madsen skal frifindes - han kan ikke dømmes på en mavefornemmelse

Forsvareren mener, at Madsen i princippet kunne dømmes for uagtsomt manddrab, bare ikke sådan som anklageskriftet er udformet.

»Min klient skal frifindes for drab, og han skal frifindes for anden kønslig omgang end samleje. Der er simpelthen ikke belæg for en domsfældelse.«

Peter Madsens forsvarer, Betina Hald Engmark, er ikke i tvivl om, hvilken afgørelse hun går efter i sagen mod den drabstiltalte ubådskaptajn.

Ifølge hende kan Peter Madsen kun idømmes seks måneders fængsel for usømmelig omgang med lig, idet han har erkendt at have parteret Kim Walls lig.

»Måske kunne der være tale om uagtsomt manddrab, men det kan han ikke dømmes for som anklageskriftet er formuleret,« forklarede hun.

Under hendes procedure gennemgik hun en lang række af anklagerens påstande, som hun forsøgte at punktere én efter én. Ifølge hende er det ikke lykkedes anklageren at løfte bevisbyrden. Tværtimod mener hun, at både vidneudsagn og tekniske beviser peger på, at Madsens forklaring er plausibel.

»Det kan på ingen tænkelig måde afvises, at min klients forklaring er den rigtige, og når der er den tvivl, så skal der ske en frifindelse,«

Betina Hald Engmark talte højt og tydeligt, da hun bl.a. påpegede, at et vidne fra Teknologisk Institut har forklaret, at Madsens forklaring om, at Kim Wall døde som følge kulilteforgiftning i forbindelse med et undertryk i ubåden, mens han selv befandt sig på dæk, sagtens har kunnet lade sig gøre.

Hun lagde desuden vægt på, at retsmedicinerne ikke kunne afvise, at Kim Wall døde som følge kulilteforgiftningen, sådan som Madsen har fortalt.

»Der er ikke belæg for at tale om et planlagt drab eller et seksuelt motiv. Min klient har handlet helt absurd, irrationelt og på en meget grim måde, og det skal han dømmes for. Men han skal ikke dømmes for noget han ikke har gjort,« sagde hun og tilføjede, at en anklaget ikke må dømmes skyldig, når der ikke foreligger helt objektive beviser.

Anklageren argumenterede under sin procedure for, at den manglende dødsårsag ikke bør have betydning for skyldsspørgsmålet. Det var forsvareren dog uenig i og procederede således for, at det ikke kan bevises at Madsen slog Kim Wall ihjel. Hun henviste i den forbindelse til flere tidligere retssager, hvor en manglende dødsårsag har ført til frifindelse.

Forsvareren tilføjede også, at hun, i det tilfælde anklageren får medhold i sin anklage, erklærer sig uenig i, at der er tale om en sag, der bør give en livstidsstraf eller subsidiært en forvaringsdom. Hun henviste i den forbindelse til en række lignende sager, hvor den anklagede kun er blevet idømt 14 års fængsel.

»Retslægerådet sagde desuden, at anvendelse af forvaring kan være påkrævet,« sagde hun med tryk på "kan" og understregede, at Peter Madsen ikke er tidligere straffet.

Dommeren sluttede den 11. retsdag af med at spørge Peter Madsen, om han havde nogle sidste ord i sagen.

»Jeg er rigtig, rigtig ked af det der er sket,« sagde han og kiggede over på Kim Walls forældre.

Der falder dom i sagen onsdag kl. 13.00, hvor strafudmålingen også finder sted.