Motorcykel skal få lægehjælpen hurtigere frem til store begivenheder
Region Hovedstaden har købt en motorcykel, der skal være bedre i stand til at navigere rundt i store menneskemængder.
Når nogen kommer galt afsted til den københavnske gadefest Distortion eller pludseligt får hjertestop under Copenhagen Marathon, er det vigtigt, at lægehjælpen hurtigt kan skyde vej gennem de mange mennesker.
Derfor har Region Hovedstaden som den første region nogensinde købt en motorcykel, der fremover skal komme sårede borgere til undsætning ved særlige begivenheder.
Det skriver TV2.
»Der kommer flere og flere store events som eksempelvis Distortion og Copenhagen Marathon, hvor vi jævnligt er ude for, at der er dårlig fremkommelighed med så store menneskemængder. Nu kan vi indsætte motorcyklen og komme hurtigere frem,« siger Jan Kenneth Petersen, sektionsleder i Region Hovedstaden, til TV2.
Sektionslederen erkender, at motorcyklen nok ikke vil være ligeså effektiv som en lægebil eller ambulancen. Men motorcyklen har dog den fordel, at den komme hurtigere frem og give en tilbagemelding på, om der skal sendes flere ressourcer af sted.
Desuden kan motorcyklen i sidste ende vise sig at være forskellen på liv eller død, fastslår sektionslederen. Den indeholder nemlig alt det nødvendige udstyr til at kunne redde personer med eksempelvis hjertestop, hvor tid er en afgørende faktor.
Den tohjulede lægehjælp vil bl.a. være udstyret med blå blink og sirener til at gøre opmærksom på sig selv i menneskemængden og kan yderligere genkendes på regionens gule farver.
Region Hovedstaden har uddannet tre akutlæger og tre paramedicinere til at køre motorcyklen, der første gang kan komme i spil til Distortion i slutningen af maj og senere til Folkemødet på Bornholm i juni.
Region Hovedstaden forventer, at man særligt får glæde af den nyindkøbte motorcykel til gadefesten Distortion, hvor humøret har det med at være højt og de mange alkoholpåvirkede mennesker ikke nødvendigvis er så gode til at bane vej for ambulancer og lægebiler.
Man anslår, at over 100.000 mennesker hver dag slår sig løs i de københavnske gader, når Nordeuropas største gadefest, Distortion, løber af stablen. I år strækker festlighederne sig over tre dage.
Du kan her se den nyindkøbte motorcykel i aktion på træningsbanen: