Licens, alderskontrol og tobak under disken: Danske købmænd foreslår en ny tobakslov
Danske købmænd har offentliggjort 12 nye initiativer, der skal sikre en røgfri fremtid. Kræftens bekæmpelse jubler.
Brancheforeningen De Samvirkende Købmænd høster stor ros fra Kræftens Bekæmpelse. Købmændene har nemlig onsdag annonceret, at de vil bidrage til at sikre en røgfri generation i 2030, og derfor har de lanceret 12 nye initiativer til at bremse det danske tobakssalg.
Dyrere cigaretter, ID-kontrol, licenskrav til tobaksalg og smøgerne ned under disken er en del af de forslag, som ifølge de danske købmænd vil bidrage til en røgfri fremtid - helt uden at det bliver konkurrenceforvridende.
»Når der er politisk stemning for at få en røgfri generation i 2030, vil vi gerne medvirke, hvis det er på fair vilkår. Det tager vores forslag udgangspunkt i, « siger John Wagner, administrerende direktør i De Samvirkende Købmænd, der omfatter cirka 14.000 købmænd fra blandt andet MENY, REMA 1000 og 7-Eleven.
Kræftens Bekæmpelse klapper i hænderne over forslagene og kalder det et skub i den rigtige retning.
»Det her kommer til at have en stor effekt, og jeg er jublende glad for det her udspil,« siger administrerende direktør i Kræftens Bekæmpelse Leif Vestergaard Pedersen.
Det er især initiativerne som tobak under disken, højere tobakspriser og licenser til forhandlere af tobak, der avler ros fra Kræftens Bekæmpelse. Dog mener de, at prisen på en pakke cigaretter bør være endnu højere, end den købmændende foreslår.
Regeringen har som erklæret mål, at 2013 skal være en røgfri generation, og både købmændene og Kræftens Bekæmpelse opfordrer nu politikerne til at tage affære, hvis forslagene skal blive til virkelighed.
I marts foreslog Enhedslisten, Socialdemokratiet, Alternativet, Radikale og SF at pålægge regeringen at indkalde til forhandlinger om en samlet national handlingsplan for tobaksforebyggelse. Forslaget blev dog stemt ned.