Fortsæt til indhold
Indland

Vidne i ubådssagen: »Jeg talte med Peter Madsen om, at Køge Bugt var det perfekte sted at skaffe sig af med et lig«

To medlemmer af Copenhagen Suborbitals fortæller om en "crime night", som Madsen deltog i for år tilbage.

»Peter Madsen kendte Køge Bugt særdeles godt.«

Det fortalte dagens tredje vidne, der er indkaldt i retssagen mod den drabstiltalte Peter Madsen. Vidnet er medlem af raketforeningen Copenhagen Suborbitals, hvor Madsen tidligere har været medlem, inden har ragede uklar med foreningen.

Adspurgt af anklager Jakob Buch-Jepsen forklarede vidnet, at Madsen i mange år har bevæget sig i området omkring Køge bugt i forbindelse med sit arbejde og derfor kender området indgående.

Skal man tro anklagerens ræsonnement, er netop den oplysning vigtig for sagen, fordi det kan betyde, at Peter Madsen har planlagt drabet på journalisten Kim Wall og herunder også planlagt, hvor og hvordan han skulle skaffe sig af med liget.

Vidnet fortæller, at de for år tilbage, dengang Peter Madsen stadig var medlem af foreningen, afholdte såkaldte ”science nights” i raketforeningen, og at de dengang jokede med, at det burde hedde ”crime nights”.

»En aften var der et oplæg lavet i spøg om, hvordan man bedst skaffede sig af med et lig. Jeg mener, at det var Peter Madsen, der bragte det på banen, men jeg er ikke sikker. Der blev bl.a. talt om en rundkørsel (i vandet red.) i Køge Bugt, som ville være et godt sted af komme af med et lig, fordi der i det område er rigtig meget skibstrafik, og fordi sonarlydsignaler ikke bliver reflekteret ordentligt på grund af springlage (forskelle i saltindhold og temperatur i vandet red.),« forklarede vidnet.

Anklageren spurgte flere gange, om Peter Madsen havde interesse for kriminalsager, hertil svarede vidnet at hans opfattelse var, at Madsen primært var interesseret i historiske begivenheder, men at han herunder også interesserede sig for kriminalstof.

Dagens fjerde vidne var også medlem af Copenhagen Suborbitals, og han fortalte ligeledes om de såkaldte ”science nights”, som han også har deltaget i sammen med Peter Madsen. Desuden forklarede han, at han for år tilbage forklarede Madsen om det, han kalder en trafikseperation, som er det tekniske begreb for en slags rundkørsel til søs, og som Madsen ikke vidste hvad var.

»Jeg fortalte ham, at det er et sted, hvor der ikke sejler skibe inde i midten, og hvor det er svært at få adgang til. Hans svar var, at det måtte være et rigtig godt sted at gemme ting,« fortalte vidnet.

Anklageren spurgte, om Madsen talte om at gemme noget specifikt, men det afslog vidnet.

Peter Madsen sidder ligesom de foregående dage roligt ved siden sin forsvarer, Betina Hald Engmark, og han er igen i dag iklædt en sort blazer og sine sorte briller. Han kigger skiftevis opmærksomt på vidnerne og ned i sine papirer.

Det fjerde vidne forklarede videre, at dele af Madsens forklaring om, at Kim Wall omkom ved en ulykke i ubåden Nautilus, godt kan lade sig gøre, men at det ikke nødvendigvis giver sammenhængende mening.

Ingen af vidnerne har oplevet Madsen som voldelig, men har oplevet ham som meget rasende i flere tilfælde.

Der er indkaldt i alt 11 vidner i retten i dag, og der ventes dom i sagen den 25. april.