Over 15.000 danskere har sendt penge til Ali: Nu lukker indsamlingen
Der er på få dage samlet over 470.000 kr. ind til Ali Parnian.
Det hele startede med, at man ville trøste den hærværksramte bageriejer Ali Parnian med en æske chokolade og en buket blomster.
Nu får han i stedet næsten en halv mio. kr. til en ny start.
Søndag tog De Konservatives gruppeformand, Mette Abildgaard, initiativ til en indsamling til symbolsk opbakning til Ali Parnian. Siden har over 15.000 danskere sendt beløb af sted til bageren i Tingbjerg i det nordvestlige København.
I alt er der blevet indsamlet 472.881,96 kr., og det er nok til, at Ali Parnian kan starte på en frisk, skriver Abildgaard.
Derfor lukker hun indsamlingen, takker for gavmildheden og opfordrer til, at man holder op med at sende bidrag.
Ali Parnian har fortalt, at han fik smadret sin virksomhed i Tingbjerg efter at være blevet opkrævet 100.000 kr. i beskyttelsespenge. Tidligere er han blevet truet med kniv i sit hjem og har fået smadret ruder i butikken, har han og familien forklaret.
Ifølge bageren selv, havde han ikke kunnet få nogen til at forsikre hans forretning.
Oplevelsen har ikke ødelagt bagerens drivkraft - men den har ødelagt lysten til at drive virksomhed i Tingbjerg.
»Selvom vi sætter pris på indsamlingen, er det svært at sige noget om, hvad det kommer til at betyde. Min søn er bange og har ikke lyst til at komme tilbage her. Han vil hellere starte forfra et andet andet sted,« siger hans far, Mohsen Parnian, til DR.