Fortsæt til indhold
Indland

Flere forsøger at få asyl på baggrund af en kristen dåb

Flygtningenævnet har i 2017 haft rekordmange sager om konvertitter. Udlændingeministeren undrer sig.

Den kristne vækkelse blandt asylsøgere kan nu for alvor mærkes i landets øverste organ i asylsager, Flygtningenævnet.

Nævnet har i år haft 169 sager, hvor ansøgeren som såkaldt asylmotiv har angivet at være konverteret fra islam til kristendommen. Det er næsten lige så mange, som de foregående tre år til sammen.

I alt 73 personer – eller 43 pct. – fik en opholdstilladelse, mens yderligere tre af sagerne skulle gå om i Udlændingestyrelsen.

En del af ansøgerne er afviste asylsøgere, der har fået genoptaget deres sager, fordi de er blevet døbt. Nogle af dem kommer fra det omstridte Udrejsecenter Kærshovedgård i Midtjylland. Her er 28 udlændinge alene i år blevet døbt i den lokale kirke.

Christian Langballe, der selv er præst og kirkeordfører for Dansk Folkeparti, er kritisk over for, at præster døber ikke mindst afviste asylsøgere. Der er en risiko for, at kirken bliver misbrugt i et sidste desperat forsøg på at få lov at blive i Danmark, mener han.

»Hvis man er afvist og siger: ”Nu konverterer jeg”, så synes jeg, der er et problem,« siger han.

Udlændingeminister Inger Støjberg (V) siger, at hun undrer sig over, at så mange »pludselig finder Gud og tilsyneladende oplever en form for vækkelse«.

Det er ikke mindst iranere, der bliver døbt. Da man kan blive straffet for at konvertere fra islam til kristendom i bl.a. Iran, kan asylsøgere angive risikoen for forfølgelse som asylmotiv. Hvis deres forklaring om årsagen til at blive døbt er troværdig og sammenhængende, får de som udgangspunkt asyl.

I fjor meldte folkekirken om et hidtil uset antal asylsøgere, der lod sig døbe. Det fik daværende kirkeminister Bertel Haarder (V) til at opfordre kirken til at vente med dåben, indtil asylsagerne var endeligt afgjort for at undgå mistanke om, at nogen spekulerer i at blive døbt for at få asyl. Det blev pure afvist af landets biskopper.

Nuværende kirkeminister Mette Bock (LA) vil da heller ikke blande sig:

»Jeg har meget svært ved at se, hvordan en præst skulle kunne finde en teologisk begrundelse for efter oplæring og grundige samtaler at afvise et myndigt menneske, der ønsker at blive døbt.«