Fortsæt til indhold
Hjernesport

Et tilløbsstykke

Det første juletræ hos Lehmann i København vakte opsigt

DANMARKS første juletræ blev efter alt at dømme tændt på et sydsjællandsk gods.

Det var en direkte udløber af den europæiske adels internationale forbindelser, idet godset Holsteinborg på Sydsjælland i 1807 blev overtaget af den universitetsuddannede tyske lensgreve Fr. Adolph Holstein.

Til julen 1808 anskaffede husets frue Wilhelmine (født Reventlow) et grantræ, som blev pyntet med lys og tændt juleaften for familiens lille datter.

Få år senere blev juletræet introduceret i hovedstaden. Det skete juleaften 1811 hos familien Lehmann, Ny Kongensgade 221.

Familiens overhoved dr.phil. Martin Gottlieb Lehmann var født 1775 i Haselau i Holsten, året efter Goethe havde gjort juletræet til fælleseje blandt tyske intellektuelle. Den direkte årsag til, at Martin og fru Frederikke Louise anskaffede træet var, at familiens førstefødte, den senere navnkundige politiker Martin Lehmann, var 19 måneder gammel, og dermed stor nok til at få glæde af et juletræ.

Den bedste bevarede kilde til begivenheden er et brev skrevet 9. august 1870 af Alfred Hage, der var en yngre slægtning til en af gæsterne:

»Alle Værelserne til Gaden var oplyste, især eet, og uden for Vinduerne stod der ved Femtiden mange Mennesker, der højlydt gav deres Forundring til Kende. Det var nemlig rygtedes i Kvarteret, at Folk i Ny Kongensgade havde set, at der nogle Dage i Forvejen var bragt et loftshøjt Grantræ ind i Stuerne. Godtfolk spærrede Øjnene op. Sladderen gik, det forlød, at Træet skulde have tændte Lys paa Grenene. Derfor var Nysgerrige stimlet sammen, for at se, hvorledes det vilde gaa...Nogle troede vel, at den unge Doktor og hans yndige Frue var blevet gale, siden de havde rullet Gardinerne ned, og sat Lys i Brand paa et Grantræ. Hvad var der paa Færde, spurgtes der. De, der ej kunde styre deres alt for store Iver efter at kigge ind ad andres Ruder, satte Stiger op til dem, for at titte ind under Gardinerne.«