Fortsæt til indhold
Erhverv

Flest ledige job i Tyskland

Det er i Tyskland og Norge, man har størst chance for at finde arbejde.

Sprechen Sie deutsch?

Hvis man både leder efter et job og samtidig er parat til at flytte til udlandet, behøver man ikke flytte længere væk end Tyskland. Her er der flere ledige job end noget andet sted i Europa.

Tyskland har ikke alene det højeste antal antal ledige stillinger, hvilket måske ikke kan overraske, idet landet har Europas største befolkning. Men også i forhold til det samlede private arbejdsmarked udgør de ledige stillinger i Tyskland en større andel end noget andet sted i Europa.

Det viser en ny opgørelse fra Eurostat og Danmarks Statistik.

Næsten 1 mio. ledige job

Ialt er der 953.407 ledige private stillinger i Tyskland, viser opgørelsen som omfatter 4. kvartal 2011. Det svarer til, at 3,5 pct. af samtlige stillinger i den private sektor er ubesatte.

Dermed er det i Tyskland, at der er størst efterspørgsel efter arbejdskraft. Samtidig er arbejdsløsheden en af de laveste i Europa, så konkurrencen fra andre jobsøgende er lav.

Tyskland er også det land i Europa, hvor antallet af ledige stillinger er vokset mest det seneste år.

Gode muligheder i Norge

I Norge er der de næstbedste muligheder for at finde arbejde. Norge er det land, der det seneste år har haft den næststørste vækst i andelen af ledige stillinger.

For danske arbejdssøgende vil Norge ofte forekomme mere tiltrækkende end Tyskland, fordi den norske kultur minder mere om den danske end den tyske kultur gør. Og der er ikke de samme sprogproblemer.

I Norge er der ganske vist kun 38.500 ledige private stillinger. Men det svarer til 2,6 pct. af samtlige private stillinger. Kun på Malta er der i Europa lige så stor en andel af ledige stillinger som i Norge.

Østrig byder også på en relativ stor andel ledige stillinger i det private erhvervsliv. Her er 2,2 pct. af de private arbejdspladser i øjeblikket ubesatte.

Storbritannien

...or english?

I Storbritannien skulle der også være gode muligheder for at finde arbejde, idet man her har det næsthøjeste antal ledige private stillinger i Europa: 355.000 private jobs er ubesatte, hvilket svarer til 2 pct. af samtlige private arbejdspladser.

Storbritannien er dermed det europæiske land med den fjerdehøjeste andel af ubesatte stillinger i den private sektor.

Danmark

I Danmark er der ikke så mange ledige stillinger. Kun 1 pct. af de private arbejdspladser står i øjeblikket ubesatte - det svarer til 16.151 ledige stillinger.

Dermed er Danmark placeret i midten på ranglisten over, hvilke europæiske lande har størst andel ubesatte stillinger.

De lande, hvor der er relativt færre ledige stillinger end i Danmark, er bl.a. Frankrig, Irland, Italien og Polen.

Der er ikke statistik fra Spanien og Grækenland med i opgørelsen. Men med Europas højeste arbejdsløshedsprocent på 23,6 er der næppe mange spanske job, der står ubesatte ret længe.

Det samme gælder Grækenland, hvor arbejdsløsheden er på 21 pct.