Se og Hør dropper rocker-ferier
Politiet har overtalt sladderbladet til at lade kendte rockere rejse alene på ferie.
Se og Hørs chefredaktør, Kim Henningsen, giver politiet ret i, at rockerbander får nemmere ved at tiltrække nye unge medlemmer, hvis medierne glorificerer rockertilværelsen. Det skriver Politiken.
"Får en rodløs ung mand fat i et nummer af Se og Hør og dér kan læse om en kendt rocker, der bor i et kæmpe hus og kører rundt på en stor fed motorcykel, så vil han måske tænke, at det også kan være en karrieremulighed for ham at blive rocker," siger Kim Henningsen, som bebuder en ny linje på bladet.
Med Jønke og Sandberg på ferie
Sidste år tog Se og Hør med de to HA-rockere Jørn Jønke Nielsen og Brian Sandberg på ferie på Lanzarote.
Og forrige år var bladet inviteret til morgenmad hjemme hos Jørn Jønke Nielsen, hvor han blandt andet fortalte, at han var morgenmenneske og led af rengøringsvanvid.
Artiklerne blev bragt under den forrige chefredaktør, Henrik Qvortrup.
Aldrig mere i Se og Hør
Af princip udtaler Kim Henningsen sig ikke om artikler offentliggjort, før han tiltrådte.
"Men den slags artikler kommer man ikke til at se i Se og Hør i fremtiden," siger han til Politiken.
Gør rockerbander attraktive
Leder af Rigspolitiets Nationale Efterforskningscenter, Kim Kliver, opfordrede fredag i Politiken danske medier til at undgå at skrive om rockerne på en glorificerende måde.
For det gør ifølge Kim Kliver rockerbanderne mere attraktive hos unge mennesker.
"Jeg er fuldstændig enig. For nylig fik vi en henvendelse fra en tv-producent, som ville lave en udsendelse om Brian Sandberg, og som spurgte, om vi ville sende udsendelsen ud på en cd sammen med Se og Hør. Men vi kunne ikke drømme om at være med til at forherlige en kriminel," siger Kim Henningsen.