Staten er en dårlig ejer

Selskabet er en af den moderne verdens vigtigste opfindelser – på linje med dampmaskinen og elektromotoren.

Et selskab gør det muligt at poole ressourcer og bære risici i et omfang, som ville være uden for enkeltpersoners rækkevidde. Det bringer personer sammen og skaber harmoni mellem ellers modstående interesser. Men helt eliminere interessekonflikterne kan det ikke.

Derfor er kompetent ejerskab nødvendigt. I moderne økonomisk teori taler man om en principal-agentproblemstilling: Nemlig at ejeren (principalen) lægger sin skæbne i hænderne på en agent (selskabets ledelse). Hvordan sikrer man så, at ledelsen varetager ejernes interesse?

Som udgangspunkt kan man se på selskabets afkast. Men der er en risiko for, at ejerne bliver fodret med deres egen hale. Det mest ikoniske eksempel (godt nok fra en investeringsfond) er den såkaldte Madoff-skandale, hvor investorernes tilsyneladende meget høje afkast blot bestod af nye investorers indskud. Et andet eksempel er, når et højt afkast blot dækker over, at selskabet løber meget store risici.

Nogle finansielle produkter består i realiteten i at forsikre mod ikke særligt sandsynlige hændelser. Derfor kan man opnå et afkast på at sælge sådanne forsikringer, indtil den dag, hændelsen indtræffer alligevel. Det er i høj grad historien bag de ”konkursforsikringer”, som AIG og Lehman Brothers kom galt af sted med under finanskrisen.

Kompetent ejerskab er altså nødvendigt. En af de samfundsøkonomisk store fordele ved kapitalmarkedet er, at inkompetente og uforsigtige ejere hurtigt bliver skilt fra deres aktiver. Der er en effektiv selektionsmekanisme.

Desværre fungerer den ikke, når staten er ejer. Det grundlæggende problem er, at politikerne ikke bliver selekteret efter samfundsøkonomisk værdi, men efter deres evne til at varetage forskellige gruppers interesser. Også et statsselskabs ledelse er en af de interesser. Og derfor løser man ikke det grundlæggende ejerskabsproblem ved at sætte professionelle erhvervsfolk i selskabernes bestyrelser, hvis ikke deres incitamenter er rigtige. Tværtimod er der en oplagt risiko for, at også bestyrelsen vil begynde at se skatteydernes ”hale” som et forretningsområde.

Er alt dette ikke bare teori? Desværre ikke! Eksemplerne står i kø: DSBs bestyrelse af ellers kompetente erhvervsfolk er blevet en del af selskabets pression mod politikerne for at undlade at sende jernbanedrift i udbud. DRs ledelse driver meget hård lobbyisme i offentligheden, uden at bestyrelsen siger fra. Og så sent som sidste uge meddelte DONG, at man alligevel ikke vil sælge sin olie- og gasforretning fra, men i stedet spekulerer i, at olieprisen stiger mere, end alle andre markedsaktører tror.

Ironisk nok blev DONG skabt af VK-regeringen med henblik på at privatisere det. I stedet har vi fået en mastodont med overvældende statslig aktiemajoritet. DONG fortjener at få en mere kompetent ejer.