DF og Enhedslisten: Det er aftalt spil
Partierne er overbeviste om, at KL er blevet sendt i byen af regeringen.
Enhedslisten og Dansk Folkeparti står milevidt fra hinanden i Folketinget, men én ting er de enige om: I lærerkonflikten er Kommunernes Landsforening sendt i byen af regeringen med det formål at få ændret på lærernes arbejdstidsregler - en ændring, der er forudsætningen for regeringens planer om at indføre en heldagsskole.
"Det er nu fuldt ud dokumenteret, at regeringen bruger overenskomstforhandlingerne til at få finansieret deres skolereform," siger Per Clausen, gruppeformand i Enhedslisten med henvisning til dagens tophistorie i Jyllands-Posten.
Her vurderer flere arbejdsmarkedseksperter, at lærerne havde tabt kampen mod Kommunernes Landsforening på forhånd. Allerede fra den 18. oktober 2012 – to måneder før det første forhandlingsmøde mellem KL og lærerne – stod det klart, at lærerne ville tabe kampen om at fastholde deres arbejdstidsaftale.
I et dokument fra Finansministeriet, som Jyllands-Posten er i besiddelse af, står der følgende:
"Reformen gennemføres ved hjælp af frigjorte ressourcer som følge af dels normalisering af lærernes arbejdstid (...). Forudsætningen for, at timetallet i folkeskolen kan øges som forudsat, er en ændring i anvendelse af lærernes arbejdstid."
DF: Regeringen er dumpet
I Dansk Folkeparti har man igennem længere tid haft den mistanke, at regeringen har samarbejdet med Kommunernes Landsforening, men nu er man i partiet sikker i sin sag. Der har igennem hele forløbet været tale om aftalt spil.
"Da vi første gang fik regeringens skolereform præsenteret og så, at den var koblet sammen med overenskomstforhandlingerne tænkte jeg, at det ikke var tilfældigt. Nu viser det sig, at vores mistanke har været rigtig," siger Alex Ahrendtsen, folkeskoleordfører i Dansk Folkeparti, til Jyllands-Posten.
"Det er ikke den rigtige måde at gøre det på. Det burde ikke have været viklet ind i hinanden. Regeringen burde have taget én ting af gangen, for det har virkelig ikke været noget kønt forløb. Det har hverken klædt den danske model eller regeringen. Regeringen er dumpet med et brag i denne sag," siger han.
EL: En alvorlig sag
I Enhedslisten vil man nu kalde finansminister Bjarne Corydon (S) i samråd, for at få svar på de nye oplysninger.
"Det er en meget alvorlig sag, og det har katastrofale konsekvenser, at regeringen på denne måde sætter muligheden for, at parterne selv kan nå til enighed, ud af spillet. Fremover vil de offentlige ansatte jo vide, at hvis de ikke går med til forringelser, så kommer der et indgreb. Det er ret voldsomt, når vi har en socialdemokratisk ledet regering," siger Per Clausen.
Han opfordrer derfor medlemmerne af SF og Socialdemokraterne til at tænke sig grundigt om, inden de lægger stemmer til et eventuelt indgreb i konflikten.
"Jeg tvivler stærkt på, at de er blevet informeret om, at det er den måde man vil håndtere overenskomsterne på. Det er en god anledning til, at man blandt medlemmerne af disse partier tager en diskussion om, hvad man vil være med til," siger Per Clausen.