Nordea: Fem år med Nordea

Mandag 7.marts 2000 er en dag, som Jørgen Høeg Pedersen aldrig glemmer. Akkurat som dagene og de søvnløse nætter op til det store pressemøde med satellittransmission til Stockholm og Helsingfors.

Sammen med topfolk fra den svenske og finske finanssektor var danskeren med til at skrive historie, da han gik på talerstolen i Denmark Room på Hotel Scandivia i København og præsenterede fusionen mellem Unidanmark og MeritaNordbanken. Senere kom også den norske Christiania Bank med, og den nye skabning fik senere navnet Nordea, da man sammensmeltede ordene "nordic ideas".

Den nu 66-årige Jørgen Høeg Pedersen sidder stadig i Nordeas bestyrelse, mens hans direktør fra 2000, Thorleif Krarup, for to år siden måtte forlade koncernen for at overlade den øverste direktørpost til svenske Lars G. Nordström.

Det skete på et tidspunkt, da Nordeas markedsværdi var kritisk lav, og Jørgen Høeg Pedersen erkender i dag, at det ikke altid har været let at forsvare fornuften i at skabe Nordens største finanskoncern.

»Men jeg har aldrig fortrudt det, for jeg var godt rustet, da vi var gennem en lignende proces, da vi etablerede Unibank i 1990. Dengang havde vi også et par utroligt vanskelige år, før det lignede en velfungerende bank. Men op gennem 1990'erne fik vi trimmet Unibank, så vi havde en fantastisk god bank, hvor tingene hang sammen og samtidig var blevet Danmarks næststørste. Men undervejs var der selvfølgelig mange, der spurgte, om det var en rigtig beslutning - især i 1992 og 1993, men da vi kom op gennem 1990'erne blev det klart, at det var en rigtig beslutning,« siger Jørgen Høeg Pedersen.

»Da vi så kom til slutningen af 1990'erne gentog processen sig uden for landets grænser. Denne gang oplevede vi også, at de første par år af Nordeas tilværelse ikke gik lige så nemt, ligeså godt og ligeså hurtigt, som vi havde troet, at det ville have gjort. Jeg var også selv skeptisk på et tidspunkt, men på den anden side havde vi erfaringen i bagagen og vidste, at man ikke bare ligger sådanne virksomheder sammen "overnight" og tror, det hele fungerer. I dag er det tydeligt, at resultaterne viser sig, og banken er en veltrimmet organisation med en grænseoverskridende virksomhed. Fra at være den næststørste bank i Danmark er den nu Nordens største finanshus,« siger Jørgen Høeg Pedersen, der stadig mener, at man skal lede længe efter en tilsvarende fusion, hvor fire banker i fire forskellige lande deler så meget magt mellem hinanden, som finske Merita, svenske Nordbanken, danske Unibank og norske Christiania Bank har gjort.

Presset forud for fusion

På fusionstidpunktet var ingen af bankerne tilnærmelsesvis så pressede som sidst fusionsbølgen red over finanssektoren i begyndelsen af 1990'erne.

Formanden for Unidanmark vidste derimod, at hans bank havde udviklet sig til noget, der kunne blive en godbid for udenlandske banker. Og i stedet for at vente på at blive opslugt lod han Thorleif Krarup sondere terrænet for at skabe en fusion, hvor danskerne selv kunne præge tingene.

»Mange fusioner i dansk erhvervsliv bliver lavet i en situation, hvor virksomhederne ikke har det så godt. Det er sjældent, at man laver en fusion af to, tre eller fire velgående virksomheder, som vi gjorde, men det lå også i luften på det tidspunkt, at vi kunne bliver overtaget af andre. Ved at være en af spillerne i denne her aktive fusion fik vi indflydelse på modellen, udviklingen og vilkårene,« siger Jørgen Høeg Pedersen, der også betegner de seneste fem år som personligt tilfredsstillende.

»Den største tilfredsstillelse har været at være en del af et meget spændende projekt med et samspil mellem de nordiske lande, hvor det er lykkedes at finde en fællesnævner og opdage, at fire lande kan spille sammen,« siger han.

Personlige omkostninger

At fusionen også har haft mange personlige omkostninger er offentligt kendt. Tusindvis af medarbejdere har forladt finanskoncernen de seneste fem år, og også allerøverst oppe i direktionen er flere direktører blevet overflødige. Det er dog en del af virkeligheden, som ikke berører Jørgen Høeg Pedersen så dybt.

»I en enhver fusion er det meningen, at man skal lave tingene anderledes og mere effektivt og noget, der desværre følger med, er at der ikke er plads til lige så mange mennesker, som der var, da man begyndte. Det er en personlig omkostning, fordi man kender hinanden godt, men det sker på alle niveauer, siger Jørgen Høeg Pedersen, der fortsat vil stræbe efter at have et dansk islæt i Nordeas hovedsæde i Stockholm.

»Skal man have en grænseoverskridende virksomhed til at fungere, er det vigtigt, at man har de forskellige kulturer og nationaliteter repræsenteret i bestyrelsen. Der behøver ikke at være i en strengt ligelig balance, men der skal være en synlig respekt for hinanden,« siger han.

Fonden storaktionær

Unidanmark Fonden, der i 2000 var den dominerende aktionær i Unidanmark, der talte Unibank og Tryg Baltica Forsikring, hedder i dag Nordea Danmark Fonden og er den næststørste aktionær i selskabet, hvor danskerne sidder på 3,7 pct. af aktierne.

Værdien af aktierne har været så ringe, at Danske Bank på et tidspunkt havde en højere markedsværdi end Nordea, men det er fortid nu, og Jørgen Høeg Pedersen mener, at aktionærerne efter fem år kan sige, at de får "value for money".

»Vi har haft perioder undervejs i de fire - fem år, da kursen ikke har udviklet sig, som vi havde håbet. Men nu er ved at være derhenne, hvor jeg mener, at man har fået "value for money". Samtidig står vi med en utrolig velindrettet virksomhed, der kan løfte mange af de udfordringer, der venter i en stadigt mere globaliseret verden,« siger Jørgen Høeg Pedersen,

der ikke vil afvise, at tiden snart igen er moden til en ny stor fusion.

»Det er overhovedet ikke noget, der ligger i korten, men kigger du tilbage i historien, er der tidspunkter, da folk har sagt, at vi er ved vejs ende, men det er man i virkeligheden aldrig, så det er et helt åbent spørgsmål, hvad udviklingen bringer. Det vidste vi ikke i 1989, og det vidste vi ikke i 1999, og det ved vi heller ikke i dag,« siger Jørgen Høeg Pedersen.

thomas.svaneborg@jp.dk