Fortsæt til indhold
Erhverv

Valuta: Dollars igen på mode

Den amerikanske dollar har fået et pænt løft over for euroen de seneste dage som følge af det franske nej til EU-forfatningstraktaten, og onsdag eftermiddag var kursen steget yderligere til 607,90 kr. mod 602,70 kr. aftenen forinden ved 19-tiden.

Af CLAUS GREVE

Mens investorerne i aktie- og obligationsmarkederne tilsyneladende ikke viste de store følelser i forbindelse med det franske nej til forfatningstraktaten og udsigten til samme svar i Holland, har reaktionen i valutamarkedet været mere udtalt.

For investorerne har svært ved at skjule deres bekymring og usikkerhed om, hvad der kommer til at ske med det europæiske samarbejde, hvis traktaten får sit endeligt.

I forvejen lader signalerne fra de europæiske nøgletal en del tilbage at ønske i øjeblikket, og kommer der en tid med politisk usikkerhed i Europa, kan det måske ligge en ekstra dæmper på den økonomiske vækst. I det lys valgte mange af investorerne at reducere deres beholdninger af euroen, hvorefter midlerne i vidt omfang blev kanaliseret over i den amerikanske dollar.

Yennen var igen med helt fremme under onsdagens handel, når det gjaldt om at vise tænder, og midt på eftermiddagen var kursen på den japanske valuta steget til 5,6000 kr. mod 5,5825 kr. tirsdag aften. Interessen for yennen har i ugens løb været solidt understøttet af indikationerne fra de japanske nøgletal, der har vist stigende industriproduktion og faldende arbejdsløshed i april - alt sammen noget, som peger i retning af accelererende vækst i verdens næststørste økonomi.