Håndholdt telefon: 500 kr. i bøde
Forbudet mod brug af håndholdt mobiltelefon under kørsel blev indført med virkning fra 1. juli 1998. Forbudet gælder ethvert køretøj i færdselslovens forstand, og dermed også cyklister, ridende og i visse tilfælde kørestolsbrugere, fremgår det af bemærkningerne til lovforslaget.
Det koster 500 kroner i bøde, hvis man bliver taget i færd med at tale i håndholdt mobiltelefon under kørsel.
Loven omfatter ikke brug af andet teleudstyr, som f.eks. personsøgere, CB-radioer og de såkaldte landmobile radiotjenester der anvendes til kommunikation af bl.a. politiet, redningsberedskabet, taxiselskaber m.v.
Påvirker måske flyelektronik
Hos de fleste flyselskaber er det forbudt at have mobiltelefonen tændt under starter og landinger. Der er ikke i den danske lovgivning noget forbud mod at benytte mobiltelefoner i flyene, men Luftfartsvæsenet anbefaler flyselskaberne at forbyde tændte mobiltelefoner. De elektroniske signaler mistænkes for at kunne påvirke flyets elektroniske udstyr.
Hos SAS er der forbud mod tændte mobiltelefoner under flyvning og i forbindelse med start og landing.
»Vi har ingen vandtætte beviser for, at tændte mobiltelefoner påvirker flyenes styregrej, men vi har heller ingen vandtætte beviser på det modsatte. Derfor vælger vi at lade tvivlen komme flysikkerheden til gode, siger informationschef hos SAS, Troels Rasmussen.
Mobiltelefonfri områder i tog
I togene kunne man tidligere tale i mobiltelefon overalt, undtagen i hvilekupéerne. Men efter krav fra rejsende, der efterlyste et mere roligt rejsemiljø, besluttede DSB sidste år at indføre afdelinger med hvilepladser som mobiltelefonfri områder i alle tog, undtagen S-togene. Egentlige hvilepladser som de kendes i IC3-togene, indføres i alle regionaltog, Interregionaltog og i de elektriske IR4tog. Her må man kun føre dæmpede samtaler, benytte computere uden lyd og ikke spille højt på walkman. Mobiltelefoner skal være slukkede.
Research: Steve Vinther