Anna Thygesens mus og mænd

Der er denne dag fyldt og støjende på Christianshavns moderne caféer, og derfor søger vi efter et mere roligt sted.

»Lad os prøve Eiffel Bar i Wildersgade,« siger Anna Thygesen.

Den viser sig at passe til hendes bramfri facon.

Da hun skal fotograferes, spørger en af stamkunderne, hvad hun reklamerer for. Er det ædel druk, vil han vide.

»Ja,« svarer hun, »vi knalder til den om lidt.«

Hvilket ikke holder stik, for der bliver sat to danskvand foran os.

Forinden har vi været henne ved en af Christianshavn volde for at tage andre billeder.

»Du skal ikke smile så meget,« formaner fotografen. »Du skal heller ikke se sur ud, det skal være midt imellem.«

Og den medievante tidligere direktør hos Kurt Thorsen siger, at hun nok skal finde en grimasse, der kan passe.

Herefter er det, at vi begynder at lede efter et sted og finder Eiffel Bar, der er et rigtigt værtshus, hvor de ikke pjatter tiden væk med fast føde.

Den 39-årige Anna Thygesen var i fare for at komme i klemme, da PFA-sagen med de falske underskrifter rullede - med det resultat, at Kurt Thorsen idømtes seks års fængsel og Rasmus Trads fem.

Adgang til garantier

Som chef for Kurt Thorsens spanske selskab, der skulle bruge kæmpesummer til projektet La Cala i Villajoyosa, havde Anna Thygesen adgang til de PFA-garantier, som siden viste sig at være falske.

Hun havde imidlertid intet kendskab til forbrydelserne, og selv om også hun kom i politiets søgelys, drejede det sig udelukkende om afhøringer.

Alligevel blev hendes navn plettet i en sådan grad, at hun opgav at finde arbejde i Danmark. Hun ville undgå nederlag og foreslog derfor modefirmaet RedGreen, at hun blev dets agent i Amsterdam.

Allerede inden afrejsen havde hun haft en oplevelse, der fortalte noget om, hvordan omverdenen så på hende.

Hun ønskede at blive kunde i Jyske Bank og kom ind i en københavnsk afdeling med 100.000 opsparede kroner for at oprette en konto og få et Dankort. Beskeden var, at hun først skulle kreditvurderes, hvilket ville tage et halvt år, og den unge mand bag disken lagde ikke skjul på, at det ikke var helt nemt med en kunde som hende. Selv ikke et brev til direktør Anders Dam i Silkeborg åbnede vejen, selv om han vedgik, at sagen var behandlet lidt uheldigt.

Herefter kendte hun sin situation.

Om hele PFA-affæren, om et turbulent kærlighedsforhold til Kurt Thorsen og om livet efter har hun skrevet en særdeles åbenhjertig bog, som udkommer i morgen.

''Anna Thygesen og mus og mænd'' fra det ny forlag Pretty Ink efterlader ikke det smukkeste billede af den tidligere storentreprenørs privatliv.

Han og sekretæren lagde aldrig skjul på, at de var kærester efter et rødvinsfyldt tilfældigt møde på Café Carlton i Århus 20. september 1995.

Ledende stilling

Dengang havde Anna Thygesen en ledende stilling hos Sophus Berendsen A/S. Entreprenøren foreslog snart, at den tresproglige korrespondent og akademiøkonom skulle arbejde for ham, da han stod foran et kæmpeprojekt i Spanien.

Hun sagde flere gange nej, men lod sig til sidst overtale.

Derfor flyttede hun i 1996 til Madrid, hvor entreprenøren i vanlig stil lejede en pompøs villa til selskabet og desuden skaffede Anna Thygesen en halvdyr lejlighed - selv om han var blevet blanket af, da han nogle år tidligere krakkede med sit daværende bygge- og ejendomsselskab og stod tilbage med en gæld på omkring en halv milliard kroner.

Gennem mindre byggeopgaver lykkedes det ham alligevel at skaffe kapital, så Kurt Thorsen Espana kunne etableres.

For som han ofte sagde:

»Penge er ikke noget, man har, det er noget, man skaffer.«

Anna Thygesen forsøgte at få hold på både kærlighedsliv og ferieprojekt. Ofte var hun efterladt alene i Spanien, fordi kæresten rejste rundt i verden efter endnu flere penge, end der kunne hentes på de PFA-garantier, som Rasmus Trads havde skaffet.

Ikke den eneste kvinde

Efterhånden fik hun dog en fornemmelse af, at hun ikke var den eneste kvinde i Kurt Thorsens tilværelse.

Han havde hjemme i Århus ekskæresten Lone og deres fælles to børn, og Anna Thygesen fik mistanke om, at han levede et dobbeltliv med dem. Det benægtede han. Indtil veninder kunne give kæresten i Spanien klare beviser på, at han ikke kun holdt sig til hende.

»Sommeren 1998 måtte jeg erkende, at mit kærlighedsliv bestod af en mand, der dukkede op i Madrid, som det passede ham, og som bedrog mig med sin gamle kæreste og moderen til to af sine børn,« skriver hun blandt andet. »Sådan et liv holdt jo ikke. Jeg bad ham 117 gange stoppe det forhold. Lige lidt hjalp det.«

Efterhånden ebbede forholdet ud, men Anna Thygesen fortsatte sit arbejde med La Cala-projektet.

Den ekstravagante bygherre var trods løbende problemer med at skaffe kapital ikke den, som lod sig påvirke af det. Engang inviterede han byrådet fra Villajoyosa til Danmark. Blandt andet skulle selskabet besøge rådmand Niels Erik Eskildsen på Århus Rådhus klokken 9 en morgen.

Gavmild vært

Aftenen forinden havde den gavmilde vært taget spanierne med på en større druktur, der varede til hen på morgenstunden. Selskabet mødte dog frem - minus Thorsen, som flere forsøgte at ruske liv i på Hotel Royal. Anna Thygesen bad et par hjælpere tage affære, og de kunne løbende oplyse, at nu sad han på sengen med kaffe, nu var han i bad, etc.

Klokken 10 dukkede han op på rådhuset med bemærkningen:

»Very busy, many meetings.«

Og sådan beretter hun levende om sin tid med Thorsen, der i dag afsoner resten af de seks års fængsel i arresten i Holstebro.

Da svindlen med de falske PFA-garantier blev afsløret, vendte Anna Thygesen i hast hjem til Danmark. Hun måtte imidlertid hurtigt tilbage til Madrid, da Thorsen ikke havde opgivet håbet om at skaffe andre investorer. Det lod sig ikke gøre. I stedet havde hun nogle ubehagelige møder med den spanske bank og dens jurister. Sagen havde immervæk kostet BBV 180 millioner kroner, som var blevet overført til Danmark, og nu krævede den penge tilbage. Sagen var så ulden, at banken havde bedt spansk politi anholde direktør Thygesen. Det blev hun tilfældigt klar over, og nu frygtede hun at skulle sidde fængslet i adskillige måneder, mens trådene blev redet ud.

Smuglet over grænsen

Hvad skulle hun gøre?

I flyet til Madrid havde hun mødt en spansk forretningsmand, der forelskede sig i hende. Hun bad ham om hjælp, og han foreslog, at han i sin bil smuglede hende over den spansk-franske grænse.

Herefter var hun delvis i sikkerhed, men også kun delvis, for det danske politi ønskede også at tale med hende. Det møde var hun mere afklaret med, da hun vidste, at hun ikke havde gjort noget ulovligt.

Og som sagt slap hun også.

Her ved månedsskiftet begynder hun en ny karriere hos TV-produktionsselskabet Strix, der blandt andet står bag TV 3's Robinson. Hvad hun præcist skal lave, vil hun ikke ud med, men hun blev hyret på grund af sine erfaringer fra erhvervslivet, så det har måske noget at gøre med tv-programmer om folk som Lars Larsen, Flemming Østergaard og Klaus Riskær Petersen.

Og siden de omtumlede dage er hun blev mor til den nu godt etårige søn Vilhelm, der er opkaldt efter kæresten Bill Rathjes morfar; Bill Rathje, der har en fortid i tv og nu producerer videoklip til internettet. Ham mødte hun tilfældigt på Café Victor i 2002.

MInder om en gyser

Da var hun netop vendt hjem fra Amsterdam, hvor hun havde fuldført sit job for RedGreen, og tiden herefter har hun brugt på at passe Vilhelm og skrive den 300 sider lange bog, der kan minde om en gyser, hvor man blot kender afslutningen.

Men hvorfor overhovedet skrive en bog om en sag, der i den grad har været mediedækket.

»For at fortælle min version af dramaet,« siger hun over danskvanden. »Egentlig var det min plan at komme med ''The PFA Scandal - The Final Version'', men jeg valgte i stedet at skrive min historie, blandt andet om opvæksten, hvor begge mine forældre begik selvmord; et emne, jeg aldrig tidligere har berørt offentligt, men som var med til at gøre mig til den person, jeg er. Efter sagen har jeg ofte mødt mennesker, der spurgte til, hvordan sagen påvirkede mig, om hvordan Kurt havde det, og til fester skulle jeg give hele historien. Så var det mere praktisk at skrive en bog om det.«

Ved siden af os på Eiffel Bar sidder en enlig mand med sin øl. Han kan ikke undgå at høre, hvad vi taler om og siger:

»Må jeg sparke ind fra sidelinjen: Du er en gæv pige''

Og den gæve pige lyser op i et stort smil.

I bogen tager hun ikke stilling til, om Kurt Thorsen var skyldig eller ej. Rasmus Trads erkendte, at han havde forfalsket PFA-direktør André Lublins underskrift på de lånedokumenter, som gav Thorsen adgang til de 180 millioner kroner i den spanske bank, hvorimod han altid selv har erklæret sin uskyld.

Uforståelig optræden

Den dag i dag aner Anna Thorsen ikke, om han kendte til bedrageriet.

»Jeg håber det sådan set, for ellers ville det være ærgerligt at blive idømt seks års fængsel. Omvendt forstår jeg så ikke hans opførsel, da han blev indsat til afsoning. Han indledte straks med at skrive klummer i BT, og han lavede talkshows på TVDanmark. Jeg ville nok have holdt en lavere profil. Og er han skyldig, har han begået den dummest tænkelige forbrydelse, for enhver kunne sige sig selv, at det ville blive opdaget en dag. Men alle forbrydere er jo ikke lige kloge. Nogle går også ind i en bank og røver penge, selv om de ved, at de bliver videofilmet.«

Om Rasmus Trads har hun heller ikke meget godt at sige. Kun at hun glæder sig over frifindelsen, da han anlagde injuriesag mod hende, fordi hun havde kaldt ham lystløgner.

Og herefter kunne hun gå i gang med en helingsproces og slikke sine sår.

»Jeg vidste, at jeg nok skulle komme over det, for jeg er en udpræget overlever.«

Men hvorfor gå så tæt på samlivet med Kurt Thorsen?

»Hvis han ikke kan tåle at høre sandheden, skulle han ikke have rodet mig ind i den affære med al utroskaben. Han har jo aldrig været bange for at fortælle højt og flot om sine mange fine projekter, han har aldrig været bange for at føre sig frem. Vi havde trods alt fem-seks år sammen, og den periode hører selvfølgelig med til min historie. Han er opmærksomhedssøgende ligesom Peter Brixtofte. Og den slags må kunne klare at tage det sure med det søde.«

Det måtte Kurt Thorsen også, da Anna Thygesen en dag rasende opsøgte ham i Lones pompøse villa på Fedet i Risskov. Anna havde igen fået færten af hans dobbeltliv, og nu ville hun atter have en forklaring.

Lone lukkede hende ind og sagde, at Kurt Thorsen var i køkkenet. Anna Thygesen så, at der stod en fødselsdagslagkage på bordet. Hun forsøgte på en samtale, men fik absolut intet ud af den, og da kagen samtidig indikerede, at der skulle være familiefest, blev hun så rasende, at hun kastede lagkagen i hovedet på ham.

»Den landede perfekt med halvdelen i Kurts øjne og halvdelen på hans skaldede isse.«

Og da man aldrig rigtigt ved med hende, er jeg glad for, at vi i dag ikke valgte et konditori.

knud.wilhelmsen@jp.dk