Fortsæt til indhold
Erhverv

Arla vil ind på et nyt marked

Mejeriselskabet vil nu have del i det danske marked for modermælkserstatning.

Den dansk-svenske mejerigigant Arla går nu i kamp med endnu større konkurrenter på markedet for modermælkserstatning og tilskudsblandinger.

Under navnet Baby & Me Organic vil Arla med økologiske produkter tage kampen om mod bl.a. Nestlé og Semper Allomin, der i dag er dominerende på markedet. Den nye produktserie vil være ude i de danske butikker sidst på måneden.

Et forbrugerønske

"Det er første gang, vi går ind på det danske marked med denne type af produkter, og det gør vi på baggrund af vores store erfaring på området fra udenlandske markeder, og fordi flere og flere kunder har efterspurgt produkterne," forklarer Rikke Helsinghof, der er produktansvarlig for Baby & Me Organic-produkterne.

"Når folk bliver forældre, får de for alvor øjnene op for økologien, fordi de vil gøre det så godt som muligt for børnene. Så det er et stort forbrugerønske, der er baggrunden for, at vi nu satser på det danske marked.

Baby & Me Organic-produkterne er baseret på dansk økologisk mælk.

Lokalt som kvalitetsstempel

"Det lokale betyder meget for forbrugerne. Det handler om tillid og troværdighed, og det har vi i forvejen opbygget i Danmark," tilføjer hun.

"Vi bakker 100 pct. op om, at amning er det bedste for barnet, men der er bare mange kvinder, som ikke har modermælk nok, og dem kan vi nu hjælp med danske og økologiske produkter," siger Rikke Helsinghof.

Et marked på 150 mio. kr.

For Arla handler det selvfølgelig også om at kapre markedsandele i et marked, der alene i Danmark er på godt 200 mio. kr. om året. Heraf tegner modermælkserstatning sig for cirka halvdelen, mens babymad og vælling/grød udgør resten.

40 pct. opgiver amning

Og læge Jonas Baandrup fra portalen modermælk.dk vurderer, at der vil blive taget godt imod de nye produkter.

"Mødre vil det bedste for deres børn. Modermælkserstatning er således en produktgruppe med ekstrem høj involvering, og kvinderne er ekstra følsomme omkring emnet, da et mislykket ammeforløb kan opleves som et nederlag som kvinde og moder," siger Jonas Baandrup.

"Der fødes ca. 60.000 børn om året i Danmark, men efter fire måneder har 40 pct. af mødrene af forskellige grunde opgivet amningen, så barnet i stedet skal have modermælkserstatning og tilskudsblandinger," forklarer Jonas Baandrup.