Fortsæt til indhold
Erhverv

Piloter var skyld i flykatastrofe

Piloter skal uddannes bedre, lyder det fra myndigheder, efter at årsagen til en katastrofe er kortlagt.

Den første juni 2009 styrtede Air France flight 447 ned i Atlanterhavet, og alle om bord mistede livet. Flystyrtet har nu fået den franske havarikommission Bureau d'Enquêtes et d'Analyses (BEA) til at anbefale bedre uddannelse af piloter.

Rapporten fra BEA, der er blevet offentliggjort efter mere end tre års efterforskning, viser, at det var tekniske fejl på flyets computere og ikke mindst alvorlige fejl begået af de tre piloter, der førte til katastrofen.

BEA anbefaler i rapporten, at piloter fremadrettet skal uddannes bedre, så piloter i fremtiden ikke begår de samme fejl som på flight 447.

Fatal fejl

Rapporten fra de franske myndigheder fastslår, at flyets systemer satte ud, fordi de modtog forkerte data fra flyets fartmålere.

Da systemerne satte ud, sov flyets kaptajn, mens de to yngre piloter styrede flyet. Da flyet begyndte at tabe fart, reagerede de unge piloter, der ikke i tilstrækkelig grad var uddannet til håndtere situationen, ved at få flyet til at stige.

Men det resulterede i et såkaldt stall, hvor flyet mister al opdrift. 216 passagerer og 12 besætningsmedlemmer døde i styrtet, der er det værste i Frankrigs og Air Frances historie.

Bedre uddannelse

Myndighedernes anbefaling bliver hilst velkommen i de danske piloters sammenslutning, Dalpa.

"Var piloterne bedret trænet til at håndtere et fly manuelt i uvejr og stor højde, kunne ulykken måske være afværget," siger Peter Granhøj, der er pilot og flyvesikkerhedsspecialist i Dalpa, til Politiken.

"Vi er nødt til at styrke piloters uddannelse og efteruddannelse, hvis vi vil forhindre, at det ender i tragedier, når flere uheldige omstændigheder samtidig indtræffer."