Fortsæt til indhold
Erhverv

Kaos om nye håndbagage-regler

Reglerne skulle træde i kraft i dag, men er i sidste øjeblik udskudt.

For at gøre livet lettere for de rejsende, har EU-kommissionen vedtaget nye regler for håndbagage på fly. Reglerne skulle træde i kraft i dag og blandt andet indebære en gradvis lempelse af bestemmelserne om, hvor store mængder væske de rejsende må medbringe i håndbagagen.

En række EU-lande har imidlertid afvist at lade reglerne træde i kraft, hvilket skaber forvirring blandt de rejsende og frustration hos flyselskaberne.

Total forvirring

"EU vil tage et først skridt i retning at lempe reglerne for væske i håndbagage - en ændring som skulle gøre livet lettere for passagererne. Men nogle europæiske lande er endnu ikke klar, og andre har besluttet at stramme reglerne. Denne kompleksitet skaber endnu større forvirring blandt passagererne," hedder det i en erklæring fra Association of European Airlines, AEA, der repræsenterer 36 flyselskaber - herunder SAS.

Brancheorganisationens generalsekretær, Ulrich Schulte-Strathaus, tilføjer:

"Vores medlemmer anså de lempede regler for at være et sundt skridt mod en ophævelse af begrænsningerne på medbragt væske. Men nu efterlades vi i stedet med et fragmenteret kludetæppe af nationale regler, som på ingen måde hjælper flypassagererne."

Muligt at handle toldfrit

De nye regler skulle blandt andet gøre det muligt at købe toldfri spiritus i lande uden for EU og medbringe disse varer som håndbagage gennem sikkerhedskontrollen under et senere flyskifte i EU. Dermed ville det blive muligt at handle toldfrit i New York, medbringe varerne i håndbagagen, skifte fly i London og uden problemer få varerne gennem sikkerhedskontrollen der.

Hensigten har været, at de toldfrie varer skal sikkerhedstjekkes i nye typer af scannere. Ifølge The Wall Street Journal har en række EU-lande imidlertid afvist at lade de nye regler træde i kraft. Det gælder blandt andet Frankrig, Italien, Belgien og Storbritannien. Her vurderer myndighederne, at de nye regler kan true de passagerernes sikkerhed. Det afgørende spørgsmål er, om de nye scannere er så pålidelige at de med 100 pct. sikkerhed kan skelne spiritus fra sprængstoffer.

Ifølge AEA er det ligeledes usikkert om myndighederne i USA vil lade de nye regler træde i kraft. Det er således uvist om rejsende kan handle toldfrit i eksempelvis København og medbringe varerne i håndbagagen under et senere flyskifte i USA.

AEA betegner forvirringen som "fuldstændig uacceptabel".

EU trækker i håndbremsen

Reglerne skulle være trådt i kraft i dag, men i allersidste øjeblik har EU-kommissionen valgt at trække i håndbremsen og udskyde ændringerne for at undgå total forvirring og masser af vrede rejsende.

Denne beslutning hilses velkommen af sikkerhedschef Johnnie Müller, Københavns Lufthavn. Til Ritzau siger han:

"Vi ville være kede af at sætte noget i gang, som er sådan en rodebutik." Han beklager dog, at der allerede er brugt millioner på at gøre lufthavnen klar til de nye regler.

De gældende regler for håndbagage, indebærer, at passagerer som håndbagage kun må medbringe væsker eller flydende stoffer i beholdere, der maksimalt kan rumme 100 milliliter. Det har hele tiden været muligt at handle toldfrit efter sikkerhedskontrollen. Problemet opstår først, hvis man forsøger at medbringe disse varer gennem sikkerhedskontrollen under et senere flyskifte. EU-kommissionen understreger, at de nye regler kun er udsat midlertidigt.