343.000 TDC-kunder mister telefonsvarer
På tirsdag mister 343.000 TDC-kunder med en gammeldags stuetelefon adgangen til deres telefonsvarer.
Årsagen er, at der er konstateret fejl hos TDC-kunder, som har udleveret et såkaldt nødkaldeanlæg fra kommunen.
Nødkaldeanlægget er koblet op via den faste telefonforbindelse, og kombineret med TDC’s automatiske telefonsvarer kan det betyde, at nødkaldeanlægget ikke virker.
Nogle nødkaldeanlæg kræver nemlig en klartone for at fungere, når brugeren trykker på det udleverede sikkerhedsarmbånd. Men er der beskeder på telefonsvareren, kommer klartonen ikke.
»Hvis der er lagt en besked til kunden, er det første, kunden hører, at nu ligger der altså en besked. Derfor kommer der ikke en klartone. Og så virker nødkaldeanlægget ikke,« forklarer Frederik Sjørslev Søgaard, afdelingschef i TDC’s fastnetforretning.
Mangler oplysninger
På nuværende tidspunkt har TDC ikke overblik over, hvilke nødkaldeanlæg der volder problemer, eller hvor mange nødkaldeanlæg der overhovedet cirkulerer blandt de 343.000 kunder. Årsagen er, at kommunerne - som står for nødkaldeanlæggene - ikke har været i stand til at fremkomme med de fornødne oplysninger.
Derfor vælger telegiganten nu den drastiske løsning simpelthen at nedlægge telefonsvarerne for samtlige fastnetkunder med en automatisk TDC-telefonsvarer.
Det rammer fra den 10. august 343.000 kunder. Men langt størstedelen kan let reaktivere deres telefonsvarer med et enkelt gratis opkald. Men TDC advarer kraftigt imod, at kunder med nødkaldeanlæg aktiverer deres telefonsvarer, indtil der er fundet en løsning på problemet.
Lad være
»Du må ikke genaktivere telefonsvareren efter den 10. august, hvis du har nødkaldeanlæg. Konsekvensen vil i så fald være, at dit nødkaldeanlæg ikke virker. Derfor fraråder TDC dette på det kraftigste,« skriver TDC i et brev, der er på vej med posten til samtlige 343.000 kunder.
TDC fortæller, at man ikke har hørt om fejltypen tidligere, selv om nødkaldeanlæg og TDC’s automatiske telefonsvarer har været i brug i årevis.
At der skrides ind nu, skyldes, at TDC er blevet gjort opmærksom på problemet af en enkelt kommune. Selv om grundlaget er sparsomt, har TDC valgt at gribe ind øjeblikkeligt for at undgå, at borgere med nødkaldeanlæg risikerer at miste forbindelsen i en nødsituation.
Som tingene står råder TDC kunder med et udleveret nødkaldeanlæg til uanset type at undlade at aktivere deres telefonsvarer.
»Vi kan jo aldrig være sikker på, at der ikke kommer en ny producent på markedet med udstyr, som ikke virker ordentligt,« siger Frederik Sjørslev Søgaard.
TDC vil nu forsøge at tage kontakt til samtlige producenter af nødkaldeanlæg.
Brevene til de 343.000 kunder lander i postkassen inden lørdag.