Store prisstigninger på jord til fjernbrak
Flere landboforeninger rundt i landet melder om en stigende interesse hos landmændene for at leje fjernbrakmarker. Konsekvensen er, at priserne bliver presset op.
»Der er en tendens til, at det presser priserne opad. Efter de nye regler kan der være flere om at byde på det enkelte stykke jord, og giver give en prisstigninger. Det er almindelig markedsmekanisme,« siger planteavlskonsulent Jon Birger Pedersen, Landbrugets Rådgivningscenter. Han har endnu ikke noget konkret bud på prisstigningen, da de endnu ikke har fundet et leje.
Meget ens priser
En rundringning, som Jyllands-Posten har foretaget, viser, at priserne på fjernbrak er meget ens i de forskellige dele af landet. De billigste marker i visse regioner er på 2700 kr. pr. hektar og de dyreste er på 4000 kr, men der er endnu ingen udsigter til en decideret prisforskel i de forskellige regioner.
EU-reglerne siger, at bønderne skal udtage 10 pct. af deres jord til brak for blandt andet at forhindre overproduktion af korn. Samtidig er det også et krav fra EU, at besætninger med kvæg eller svin skal opfylde lignende regler for at opnå harmoni mellem antallet af dyr og marker, hvor gødningen kan kastes ud.
Det er nu anden sæson, at landmændene kan benytte sig af ordningen om at forpagte et stykke jord til brak uden at være begrænset af geografien. Det giver landmændene mulighed for at købe eller leje jord til braklægning i en anden del af landet. Nu kan en landmand i Silkeborg leje jord i Svendborg og stadig opfylde EU-kravene om brak. Og det er der stor interesse for.
»Vi kan se en stigende interesse hos landmændene. Vi har ikke et konkret tal, da det stadig er meget nyt, men mange benytter sig af mulighederne for at opkøbe jord til brak i andre dele af landet,« siger Troels Toft, planteavlskonsulent i den fynske landboforening, Patriotisk Selskab.
Stigende efterspørgsel
Landmand Jens Peter Kristensen har marker nord for Ikast, som han gerne vil leje ud. Og der er stor interesse for hans jord.
»Jeg kan helt klart mærke en stigning i efterspørgslen, og det smitter også af på priserne. Der er mange flere, der er interesserede, og de kommer fra hele landet, og jeg lejer ud til den, der vil give mest,« siger Jens Peter Kristensen. I hans annonce har han sat et minimum på 3500 kr. pr. hektar, og indtil videre er det højeste bud på 3600 kr. pr. hektar.
sanne.gram@jp.dk