Fortsæt til indhold
Erhverv

Nederlag til bankkunde i principsag

En kunde i Unibank har i den konkrete sag mistet op mod 224.000 kr. i livforsikring fra sin afdøde partner på at have ladet banken overtage parrets boliglån fra Realkredit Danmark (RD).

Af STEEN ROSENBAK

Bankens sjusk i rådgivningen udløser principielt erstatningsansvar, konstaterer ankenævnet, men kunden har sovet i timen.

Historien starter i 1996, da parret henvender sig til Unibank for at få omlagt et boliglån. Parret har i forvejen et lån i RD, der rummer den ekstra fordel, at der følger en livsforsikring fra Forenede Gruppeliv med i hatten.

Unibanks rådgiver fortæller parret, at de lige så godt kan skifte til et lån i Unikredit - bankens eget realkreditselskab. Vilkårene er præcis de samme. Hvilket parret finder ganske fornuftigt. Kort efter meddeler banken, at lånet nu er på plads. Kun mangler der en bekræftelse fra Forenede Gruppeliv af, at livforsikringen kan fortsætte uændret.

Det kan den ikke, viser det sig. Den ene halvdel af parret lever ikke længere op til kravene i en ny helbredserklæring. Forenede Gruppeliv springer fra, men gør kunden opmærksom på, at en individuel livforsikring kan tegnes i et andet selskab på særlige vilkår.

Parret meddeler Unibank, at de ikke har forudsætninger for at forstå princippet i en låneomlægning og derfor har behov for bankens rådgivning. Unibank gør imidlertid ikke kunderne opmærksom på, at livforsikringen kunne være fortsat, hvis lånet fortsat havde været ydet af Realkredit Danmark.

Godt tre år senere rammer ulykken.

Kunden, der ikke kunne få fornyet sin livforsikring hos Forenede Gruppeliv, dør pludseligt af en blodprop. Og den efterladte har som følge af den sløjfede forsikring mistet retten til de 224.000 kr.

Kunden mener, at det er Unibanks dårlige rådgivning, der er årsag til den mistede forsikringsdækning og klager til ankenævnet.

I sin kendelse fastslår nævnet, at Unibank som udgangspunkt er erstatsningsansvarlig, fordi banken "har ladet parret opsige det eksisterende RD-lån uden udtrykkeligt at have gjort dem opmærksom på, at tegning af ny forsikring var afhængig af de helbredsoplysninger, som skulle afgives i forbindelse med optagelse af det nye lån."

Men en teknisk fejl af parret i 1996 redder banken fra at betale regningen. Parret har nemlig ikke fortalt Unibank, at Forenede Gruppeliv har henvist til, at forsikringen kan fortsættes på særlige vilkår i et individuelt selskab. Derfor, mener ankenævnet, kan den efterladte ikke rejse krav mod Unibank efter partnerens død godt tre år senere.

steen.rosenbak@jp.dk