Fortsæt til indhold
Erhverv

Dansk system styrer byggeri verden over

40 skibsværfter benytter dansk IT-teknologi til at holde styr på materialer og produktion.

Af ANN NISSEN

Begynder man at spekulere over, hvordan et skibsværft holder styr på byggeriet af et krydstogtskib, er der optræk til forvirring.

Alle dele, fra skrogets store stålplader til bruseren i badeværelset, skal være klar på bestemt tidspunkt.

Det samme skal interne og eksterne medarbejdere.

Nogle komponenter skal sættes i produktion, før skibet er færdigtegnet.

Andre er meget kostbare og må først leveres præcis den dag, de skal benyttes.

»En af de værste fjender på et skibsværft er risikoen for manglende leverancer eller svind. Begge dele kan forsinke byggeriet og koste millionbeløb,« siger direktør Grimur Lund. Han er uddannet skibsingeniør og var i sin tid ansat på Aalborg Værft. I de seneste 15 år har han været med til at udvikle softwareprogrammer til materiale- og produktionsstyring, specielt til skibsværfter, i firmaet Logimatic Software A/S.

Systemet kaldes MARS og bruges af ca. 40 skibsværfter verden over. Og der er stadig flere, som tror på, at det lille Aalborg-firma kan være med til at forbedre deres produktivitet og økonomi. Blandt de nyeste kunder er skibsværfter i Vietnam.

Nedgangen i den internationale værftsindustri har på det seneste været mærkbar for Aalborg-firmaet, som derfor forsøger at finde nye kunder til sit specielle styringsprogram. Blikket er lige nu rettet mod byggebranchen.

Spørgsmål om styring

»Den har visse lighedspunkter med værfterne i spørgsmålet om materialestyring. Der er ingen tvivl om, at større entreprenører og byggefirmaer kan spare penge gennem bedre styring af opgaverne,« venter Grimur Lund.

Logimatic Software er vant til at have hele verden som arbejdsplads, men det var lidt af et tilfælde, at verdens største krydstogtværft, det finske Kvaerner Masa Yards, valgte det danske softwareprogram til at styre materialer og produktion.

»Masa Yards havde set på mange systemer, men kunne ikke finde et, der var egnet og ville derfor udvikle sit eget system. Da værftet godt kunne lide vores system, begyndte vi at udvikle sammen. Masa er siden blevet vor største kunde og bedste reference,« fortæller Grimur Lund.

Noget af det specielle ved at bygge et skib er, at design, indkøb og produktion foregår parallelt. Næsten alt er specialfremstillet og kan ikke genbruges på andre skibe. Fejlleverancer er lig med spild. Komponenter leveret i utide kan ofte også skrives på spildkontoen.

Alt til tiden

»Det er samme situation, hvad enten det er et værft eller en byggeplads. Tingene skal være på plads på den dag, de skal installeres og ofte på et bestemt tidspunkt,« siger Grimur Lund.

»En manglende komponent til f.eks. 1000 kr. kan komme til at koste flere tusinde kr. i arbejdsløn, fordi et helt sjak skal vente på, at en erstatning bliver fremskaffet. Skal komponenten specialfremstilles, kan ventetiden påvirke resten af byggeprocessen.«

Masa Yards har siden indførelsen af MARS-programmet færdiggjort 18 skibe, heraf har de fleste været store krydstogtskibe. Alle er blevet færdige til tiden. På nogle af de seneste byggerier er afleveringsdatoen endda fremrykket undervejs.

»Masa Yards har udtalt officielt, at vort IT-system er det af alle deres IT-systemer, de mindst kan undvære. Det er naturligvis en udtalelse, vi er meget stolte over,« siger Grimur Lund.

Værftet har netop færdiggjort verdens største krydstogtskib til det norsk-amerikanske rederi RCCL, pris 550 mio. dollars eller 4,2 mia. kr.

Uundværlig system

Der er tale om så stort et byggeri, at det ikke kan gennemføres uden et effektivt styringssystem. Undervejs har der været bestilt og holdt styr på over 50.000 specialfremstillede komponenter og på flere end en million arbejdstimer fra underleverandører. Desuden har systemet styret logistikken med levering af f.eks. badeværelsesmoduler, så det rigtige modul er sat i den rette kahyt på et bestemt tidspunkt.

Logimatic A/S håber med sit styringsprogram at kunne medvirke til at komme hovsa-mentaliteten i andre brancher til livs.

»Det er nyt for os at blande os i Danmark. Selv om vi er udsprunget af værftsindustrien herhjemme, har vi hidtil haft hele verden som arbejdsplads. I fremtiden venter vi at komme tættere på kunderne, hvad enten de bliver entreprenører eller andre projektorienterede virksomheder,« siger Grimur Lund.

Logimatic Software A/S beskæftiger 40 medarbejdere og omsætter 27 mio. kr. Sidste år sluttede med et underskud på knap en halv mio. kr. Selskabet indgår i Logimatic Gruppen.

ann.nissen@jp.dk