Fortsæt til indhold
Erhverv

Jamo flytter højttaler-produktion til udlandet

Jamo afskediger 120 ansatte i produktionen i Glyngøre i takt med, at produktionen flytter til udlandet.

Af KRISTIAN HALSKOV

Den danske højttalerproducent Jamo lukker sin fabrik i Glyngøre. Årsagen er, at markedet for traditionelle højttalere i trækabinetter er faldet. I stedet vil Jamo få produceret højttalere i udlandet, hovedsagelig i Asien, hvor Jamo i forvejen har haft produktion i flere år.

Lukningen af fabrikken i Glyngøre medfører, at Jamo afskediger 120 medarbejdere i takt med, at produktionen flytter til udlandet de næste ca. 10 måneder. Produktionen ventes at lukke helt på den danske fabrik i juni 2005. Jamo vil dog søge efter en køber til fabrikken.

Jamos udviklings- og it-afdeling i Glyngøre, der beskæftiger ca. 40 medarbejdere, fortsætter.

Jamo måtte i 2002 gennem en afskedigelsesrunde, der berørte 80 medarbejdere. Men salget af traditionelle højttalere er fortsat faldet voldsomt, ikke mindst i Europa, hvor forbrugerne i stigende grad køber andre og mindre højttalertyper i forbindelse med surround- og hjemmebiograf-anlæg.

Det faldende salg af traditionelle højttalere satte også sine spor i Jamos 2003-regnskab, der viser et underskud på 61 mio. kr.

Hjælp til nyt job

Jamo iværksætter nu et program, der skal hjælpe de 120 medarbejdere til nye job. I 2002 lykkedes det på den måde at hjælpe ni ud af ti af de 80 afskedigede medarbejdere til nyt arbejde, oplyser Jamo.

Finansielt er Jamo sikret, idet virksomheden for nylig indgik en aftale med den finske investeringsfond Nordic Mezzanine, der bliver ny hovedaktionær. Jamo vil nu koncentrere sig om højteknologisk udvikling, således at det bliver avancerede audio- og videosystemer, der skal sikre Jamos vækst og lønsomhed fremover.

halskov@jp.dk