Få skattegevinst i Spanien
En folkepensionist kan næsten halvere sin skat og dermed få betydeligt mere udbetalt om måneden ved at flytte til Spanien.
En dansk folkepensionist med en almindelig folkepension kan spare en mindre formue i skat, ved at flytte til Spanien.
Der er relativt set store penge at hente, og fordelen ved at flytte vokser, jo mere man tjener, og især hvis man har pensioner med løbende udbetalinger ved siden af folkepensionen.
»En enlig folkepensionist, kan groft sagt regne med at betale halvt så meget i skat i Spanien, som i Danmark,« siger cand. jur. Kurt Tofterup, der er juridisk og skattemæssig rådgiver for danskere i Spanien.
Leveomkostninger i Spanien er også betydeligt lavere end herhjemme. Og supplerende pensioner ved siden af folkepensionen, eksempelvis ratepensioner og livrenter, beskattes langt blidere i Spanien end i Danmark.
Så samlet set, når skat og leveomkostninger tælles sammen, kan man godt regne med, at ens forbrugsmuligheder øges med over 50 pct., hvis man forlader det regnfulde, kolde og hårdt beskattede Danmark, og bosætter sig i det solrige, varme, charmerende og lavt beskattede Spanien.
Indviklet skattesystem
Spanien har et skattetryk på 34,2 pct. af bruttonationalproduktet (BNP), mens Danmark topper internationalt med voldsomme 49,8 pct. af BNP.
Den spanske indkomstskat er skruet sammen på en indviklet måde, idet man både har et personfradrag og betaler skat til staten og den region, man bor i.
Skatten stiger, jo mere man tjener, men den allerhøjeste indkomstskat, man kan komme til at betale i Spanien er på 48 pct. Den rammer alene indkomster over 500.000 kr. Herhjemme sætter topskatten ind ved tæt ved 260.000 kr., og det betyder, at der skal betales 63 pct. i skat af indkomst over denne sum, når bruttoskat, tvungen ATP-opsparing, kommune- stats- og kirkeskatter tælles sammen.
Jackpot
Ifølge Kurt Tofterup skal en enlig pensionist med en indkomst på 102.000 kr. - nogenlunde svarende til den fulde folkepension i 2001 - betale 12.000 kr. i skat om året i Spanien. Har man ud over dette også en ratepension, der løber i 10 år, og som giver 100.000 kr. om året, skal man samlet set betale 17.800 kr. i skat i Spanien - årligt.
Har man de samme tæt ved 200.000 kr. i indkomst i Danmark, er skatten tæt ved 70.000 kr., så der er jackpot - en gevinst på 52.200 kr.
Mange penge, især for en pensionist.
Jurist Birgitte Sørensen fra Deloitte & Touche siger, at man i både Spanien og Frankrig starter med at trække 65 pct. fra de beløb, man eventuelt modtager fra en ratepension.
Det er altså alene de sidste 35 pct., der skal betales skat af. I Danmark beskattes ratepensioner som almindelig indkomst, og altså med typisk 39,5 pct., hvis man ikke rammes af mellemskatten.
De 35 pct., som beskattes, gælder dog kun, hvis ratepensionen udbetales i mellem 10 og 15 år. Er udbetalingsperioden på fem år eller derunder, skal man kun medregne 15 pct. af indtægten herfra, og 25 pct. skal regnes med ved en udbetalingsperiode over fem år, men under 10 år, oplyser Kurt Tofterup.
Endelig skal man medregne 42 pct. af udbetalingerne, hvis der er en løbetid på mere end 15 år.
For livrenter er reglerne tilsvarende snørklede, men også her beskattes kun en mindre del af det udbetalte beløb. Andelen som rammes af skat afhænger af, hvornår ordningen blev oprettet. Altså hvornår man indgik kontrakten med et pensionsselskab en bank eller lignende.
Var man under 40 år, da ordningen blev etableret, beskattes man af 45 pct. af udbetalingerne. Var man mellem 40 og 49 år, beskattes de 40 pct., var man over 69 år, beskattes kun 20 pct. af udbetalingerne.
Alle disse mere lempelige skatteregler gælder dog kun, hvis man er »resident« i Spanien. Det betyder, at man skal opholde sig i landet mindst 183 dage om året.
Ikke kun skatten
»Så folk, der overvejer at flytte, skal tænke på det i tide, så de kan nå at være i Spanien i 183 dage. Men selv om skatten er en del lavere i Spanien, så er der mange andre ting, man skal overveje, før man flytter. Man skal ikke kun flytte for at slippe billigere i skat,« siger Birgitte Sørensen, der løbende rådgiver danskere, som overvejer at forlade Danmark og bosætte sig enten i Spanien, Frankrig eller andre steder.
Birgitte Sørensen peger eksempelvis på, at det bliver sværere at holde kontakt til familie og venner i Danmark, og det kan være forbundet med en del vanskeligheder at etablere sig i et andet land og skabe nye netværk.
Alice Rasmussen, der er næstformand fra Dansk Spansk Samvirke i Almuñecar 100 kilometer øst for Malaga, er enig i den betragtning.
»90 pct. af 400-500 danskere, der bor her i området, eller som jævnligt kommer her, er her da heller ikke på grund af lav skat. Det er klimaet, som de fleste er glade for, og så måske også den lidt mere afslappede og menneskelige mentalitet, der hersker i Spanien,« siger hun.
Kurt Tofterup peger også på klimaet, som en af de vigtige grunde til, at stadigt flere danskere flytter til Spanien i disse år.
»Men Spanien er også kommet tættere på. Det er blevet billigere at flyve hertil, og Spanien opfattes ikke så fremmed og anderledes som før. Så er her billigt at leve. Biler koster eksempelvis det halve af i Danmark,« siger han.
Ifølge Kurt Tofterup fungerer det spanske kildeskattesystem perfekt, og selv om myndighederne ikke kontrollerer alt, så er der tjek på det meste. Så det er ikke nemt at snyde i skat i Spanien, hvis man går med de tanker.
Alle skatteydere i Spanien har et personfradrag, som herhjemme. Altså en slags frikort på en del af indkomsten, som slet ikke beskattes.
Det er på 24.585 kr. i 2001 for folk under 65 år og 29.055 kr. for personer over denne grænse.
Flere fradrag
Der er også fradrag i indkomsten, hvis man har hjemmeboende børn under 25 år. Disse fradrag er forskellige afhængigt af, hvor mange børn man har, alder og om disse har indkomst. Yderligere er der fradrag på 4470 kr., hvis ens forældre eller bedsteforældre bor hos skatteyderen. Renteudgifter kan også trækkes fra i indkomsten og der er særlige regler på andre områder.
Spanien har i det hele taget et skattesystem, der er mindst lige så indviklet som det danske, så er det ofte en god ide, at søge rådgivning, hvis man overvejer at flytte.
Forholdsvis nyt er det også, at man skal betale skatten på gevinster fra salg af bolig. Her er hovedreglen, at fortjenesten beskattes, hvis man har købt ejendom efter 1986 i Spanien. Reglerne er ret indviklede, og afhænger også af, om man er resident og bor 183 dage i Spanien om året eller ej.