Hvad betyder SmallCap og LargeCap i kurslisten?
Spørgsmål: Jeg støder somme tider på betegnelserne small cap aktier og large cap aktier, men der er ingen forklaring på, hvad det egnetlig dækker over. Er der en håndfast definition?
Svar:
Betegnelserne er dealerjargon eller aktieslang for henholdsvis små og store aktier på børsen. Ja faktisk inddeler nogle aktierne i fire grupper: Micro cap, small cap, mid cap og large cap.
Cap er en forkortelse for capitalization eller på dansk kapitalisering eller kapitaliseret værdi.
Small cap aktier er således betegnelsen for de mange mindre selskaber på alverdens børser, men der findes ingen internationale standarder for, hvornår en aktie går fra at være small cap til mid cap.
Large cap aktier kaldes i øvrigt også blue chip aktier, opkaldt efter de blå jetoner i casinoer - jetonerne med den højeste værdi.
Den Nordiske Børs anvender begreberne til at rangere aktierne i tre segmenter efter markedsværdien af selskaberne. Markedsværdien er værdien af alle aktier i et børsnoteret selskab:
- SmallCap: Selskaber med markedsværdi op til 150 mio. euro
- MidCap: Selskaber med markedsværdi mellem 150 og 1.000 mio. euro
- LargeCap: Selskaber med markedsværdi over 1.000 mio. euro
Herudover opererer fondsbørsen med to såkaldte Plus-segmenter, SmallCap+ og MidCap+.
Selskaber, der ønsker at gøre en ekstra indsats for at øge likviditeten i deres aktier, kan vælge at efterleve særlige oplysningsforpligtelser udover de lovmæssige, fx offentliggørelse af kvartalsrapporter og udarbejdelse af alle materialer på engelsk, kan få lov at betegne sig selv som Plus-selskaber.
Læs mere på omxgroup.com.