Fortsæt til indhold
Erhverv

Brøndby mister Codan som sponsor

Midt i sportslige krise og chefrokade, mister Brøndby også sin hovedsponsor gennem 15 år. Codan ændrer sponsorstrategi, og det betyder, at forsikringskoncernens navn fjernes fra Brøndby-trøjen, oplyser Codan.

Den afgående direktør og nu bestyrelsesformand, Per Bjerregaard, afviser imidlertid, at sponsor-tabet har noget med Brøndbys aktuelle krise at gøre.

- Det er fordi, at de har ændret deres strategi på sponsorater. De har også været sponsor for ishockey i Sverige, siger Per Bjerregaard til epn.dk og hæfter sig ved, at Codan fortsætter i klubben.

- Det er først noget, der sker næste sommer. De har sagt, at de fortsætter, og det regner jeg også med, men bare ikke som hovedsponsor på tøjet.

Er det noget, der er sket lige nu og her?

- Ja.

Hos Codan forklarer kommunikationsdirektør, Jeanette Fangel Løgstrup, sponsor-ændringen således over for RB-Børsen.

- Vi står med en fuldstændig ny og meget spændende sponsorstrategi. Det vil betyde omlægninger af vores sponsorater i både Codan i Danmark og i koncernens datterselskaber i det øvrige Norden, siger Jeanette Fangel Løgstrup, og fremhæver tre kerneområder, som koncernen fremover vil koncentrere sig om:

- Det strategiske fokus vil i alle de nordiske lande fremover være børn, sundhed og skadeforebyggelse.

Stopper efter 15 år

En følge af den nye nordiske sponsorstrategi er, at Codan Forsikrings nuværende hovedsponsor-aftale med Brøndby IF ikke forlænges, når den nuværende kontrakt udløber efter næste spillesæson i juni 2008. Codan Forsikring har været hovedsponsor i Brøndby IF siden 1992, og samarbejdet er et af Danmarks længst varende og mest kendte sponsorater.

- Brøndby IF er et flagskib i dansk fodbold og uden tvivl en af de mest betydningsfulde klubber i professionel fodbold de seneste 20 år. Vi har været meget glade for samarbejdet gennem årene, og hovedsponsorat har spillet en central rolle for, at Codan-navnet i dag når langt ud i den danske befolkning, siger Jeanette Fangel Løgstrup.

Selvom kontrakten mellem Brøndby IF og Codan Forsikring først udløber til sommer næste år, sker udmeldingen nu i god tid for at sikre klubben tid i det videre arbejde med at finde sig en ny hoved-sponsor. Hensigten er, at Codan Forsikring fremover vil fortsætte sit engagement i Brøndby IF som sponsor inden for områder som børn, sundhed og skadeforebyggelse i tråd med den nye sponsor-strategi.

Også farvel til ishockey

Codan-koncernens markante hovedsponsorat i Sverige løber også ud.

- Codan Forsikring har igennem sit datterselskab, Trygg-Hansa, i Sverige været hovedsponsor for hele den svenske hockeyliga uafbrudt i 14 år. Også dette hovedsponsorat udløber nu for at give plads til en styrket nordisk strategi, siger Jeanette Fangel Løgstrup.