EU-forhandlinger trækker ud
Ministre og embedsmænd fra de 27 EU-lande er netop nu kommet på yderst hårdt arbejde i Bruxelles. Der forhandles tirsdag fortsat på højtryk for at sikre aftaler om reform af Europas vinproduktion samt næste års fiskeri i EU’s farvande.
Bruxelles
Begge emner er dog ret komplekse. Derfor tyder alt på, at forhandlingerne fortsætter hele natten og frem til et eller andet tidspunkt i løbet af onsdagen.
EU’s landbrugskommissær Mariann Fischer Boel præsenterede i går, mandag, de 27 medlemslande for et kompromis til det forslag, som Kommissionen lancerede tidligere på året. Det skal reformere EU's vinproduktion. Men der er dog ret udbredt modstand mod forskellige dele af forslaget. Protesten kommer især fra en række af de førende, vinproducerende lande, som er bekymret for, at deres industri og landbrug bliver for hårdt ramt. På den anden front er lande som Danmark, der frygter, at reformen ender med at blive for udvandet – og dermed får indflydelse på de ændringer af EU’s samlede landbrugsstøtte, som skal forhandles i 2008.
Det portugisiske EU-formandskab og Kommissionen erkendte i går sidst på dagen, at der skal arbejdes hårdt for at få en aftale i hus. Derfor blev der i nat gennemført såkaldte trilaterale forhandlinger mellem formandskab og kommission samt de enkelte lande. Det skal føre til et kompromisforslag, som endnu ikke er klar, men bliver udgangspunkt for aftenens og nattens møderunder om emnet.
Sideløbende med vinreformen er der også forhandlinger i Ministerrådet om fiskeriet i 2008. Fiskerikommissær Joe Borg lancerede i begyndelsen af måneden sit bud på kvoter og reguleringer. Kommissionen indledte dog tirsdagen med et kompromis til eget forslag.
Det har på nogle områder tilgodeset ønsker fra Danmark og fødevareminister Eva Kjer Hansen (V) – bl.a. om fiskeriet efter torsk i Kattegat. Oprindelig var buddet en reduktion på 25 pct. Det er nu ændret, så torskekvoten i farvandet kun reduceres med 10 pct. Kattegat er fiskerizone, som deles mellem Sverige og Danmark. Sverige har stillet krav om et fiskestop i tre måneder af 2008 for at beskytte torsken, et forslag som Danmark vender sig imod. Kommissionen vil have de to parter med på et kompromis om, at for hver fiskedag, som fartøjerne har i Kattegat i begyndelsen af året, skal der afregnes to dage i ordningen med, hvor ofte fiskerne må være på havet.
Udover Kattegat udestår også en lang række af fiskeriemner så kombineret med vinreformen er der udsigt til en lang nats arbejde for EU’s ministre.