Foreningsfrihed for advokater
Udvalg vil opløse Advokatsamfundet som forening og gøre det til en institution oprettet ved lov. Formålet er at undgå foreningstvang for advokater efter dom ved Den Europæiske Menneskerettigheds-domstol.
Advokater skal ikke længere tvinges til at melde sig ind i en bestemt forening for at fungere som advokater.
Til gengæld skal advokaternes nuværende forening, Advokatsamfundet, ændres til at være en offentlig instans, der førere tilsyn med og håndhæver den faglige disciplin blandt advokater.
Det foreslår et udvalg under Justitsministeriet, der har haft til opgave at føre retsplejelovens regler om advokater up-to-date.
Minister vil ændre reglerne
Justitsminister Lene Espersen (K) er klar til hurtigt at gennemføre lovændringerne.
»Advokater spiller en meget vigtig rolle i et retssamfund, og der er derfor af stor betydning at sikre tidssvarende regler på dette område. Advokatudvalgets betænkning vil nu blive sendt i høring hos berørte myndigheder og organisationer med henblik på, at der kan fremsættes lovforslag senere i denne folketingssamling,« siger Lene Espersen.
En konkret opgave for udvalget har været at se på, hvordan foreningstvangen for advokater kan afskaffes. Danmark tabte 11. januar en sag ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol om foreningsfrihed, der betød, at Folketinget i første omgang afskaffede bestemmelser om fagforeningstvang i alle overenskomster. Men bl.a. Dansk Folkeparti har presset på over for regeringen for også at få afskaffe foreningstvang for de liberale erhverv, så de nye regler ikke kun gælder lønmodtagere.
Udvalget fastslår i sin netop offentliggjorte betænkning, at retsplejelovens bestemmelser om, at en advokat skal være medlem af Advokatsamfundet, reelt ikke er omfattet af Menneskerettighedsdomstolens afgørelse. Dommen handlede specifikt om lønmodtagerforhold. Men udvalget konstaterer, at regeringen har ønsket at afskaffe det tvungne medlemskab af Advokatsamfundet.
Nyt klagesystem
Et flertal i udvalget foreslår derfor, at en ny model for tilsyns- og klagesystemet for advokater.
Modellen betyder, at alle advokater med beskikkelse er omfattet af Advokatsamfundet. Det er ikke længere en forening, som man kan melde sig ind i eller ud af. Kun hvis advokaten får frataget sin beskikkelse, er han eller hun ikke længere omfattet af Advokatsamfundet. Advokatnævnet eller domstolene kan fratage en advokat beskikkelsen.
Udover foreningsfrihed for advokater anbefaler udvalget, at andre end advokater skal have lov til en repræsentere klienter i visse sager i fogedretten, når det gælder inkasso og udlægsforretninger.
Tilsyns- og disciplinærsystemet for advokater skal ændres, bl.a. så praksis i grovere bødesager skærpes.
Udvalget foreslår en række ændringer i uddannelsen til advokat og indførelse af obligatorisk, årlig efteruddannelse for advokater.
Endelig foreslår udvalget, at andre end advokater kan få lov til at eje op til 10 pct. af et advokatfirma, hvis de deltager aktivt i driften af firmaet og består en teoretisk prøve i advokatret.