Fortsæt til indhold
Erhverv

Arbejdsmarkedsforsker: Afslutning på svensk strejke er ikke set før

En gruppe Tesla-medarbejdere har fået penge for at afslutte deres ansættelse hos Tesla efter år med strejke.

/ritzau/

Det er meget opsigtsvækkende, at Tesla har betalt strejkende medarbejdere for at afslutte deres ansættelse efter tre år med strejke.

Sådan lyder det fra Laust Høgedahl, der er arbejdsmarkedsforsker ved Aalborg Universitet.

- Jeg har ikke set noget lignende. Det er ikke et udfald, man normalt ser på en arbejdskonflikt, siger han.

Der er tale om omkring 80 medarbejdere.

IF Metall indledte strejken mod Tesla i oktober 2023, efter at forhandlinger om en overenskomst var brudt sammen.

Nyheden om det såkaldte frikøb kom tidligere torsdag.

Her oplyste Landsorganisationen i Sverige, at der var kommet en afgørelse på strejken.

- Tesla har ganske enkelt betalt dem for at afslutte deres ansættelser, sagde Veli-Pekka Säikkälä, der er aftalesekretær i organisationen, som IF Metall, hvor medlemmerne er organiseret, er en del af, til nyhedsbureauet.

Målet med strejken var at tegne en overenskomst med Tesla i Sverige.

- Det er ikke lykkedes, så Tesla og Elon Musk (Tesla-grundlægger, red.) har vundet den her runde, siger arbejdsmarkedsforskeren og tilføjer:

- Vi ser nogle gange, at fagbevægelsen ikke lykkes med at tegne en overenskomst. Det opsigtsvækkende er, at de er blevet betalt for at gå.

Han formoder, at de strejkende medlemmer har haft et behov for at komme videre med deres arbejdsliv.

Ifølge Laust Høgedahl ender konflikter som den svenske ofte med et kompromis, men i det her tilfælde har der været tale om en principiel sag og en vanskelig forhandlingsmodstander.

- Elon Musk har et ry for absolut ikke at ville forhandle med fagforeninger. Slog man først hul på Tesla i Sverige, kunne man forestille sig, at andre lande ville få blod på tanden, siger han.

Den danske pendant til IF Metall, Dansk Metal, skriver til Ritzau, at man hos dem har valgt en anden strategi over for Tesla end kollegaerne i Sverige - nemlig dialog frem for at indlede en konflikt.

Derfor forventer man ikke, at lignende vil ske i Danmark.

- Vi har ikke anledning til at tro, at Teslas løsning med frikøb bliver aktuel i Danmark.

- Generelt bygger den danske model på, at løn- og arbejdsvilkår aftales mellem arbejdsmarkedets parter. Hvis store virksomheder systematisk stiller sig udenfor, undergraver det modellen, og på længere sigt risikerer det at presse løn- og arbejdsvilkår for alle, siger næstformand René Nielsen i en skriftlig kommentar.

Maria Lantz, der er kommunikationsansvarlig for Tesla Sverige, har budt den afbrudte strejke velkommen.

I en skriftlig kommentar til det svenske nyhedsbureau TT understreger hun, at Teslas aftaler med de ansatte er ”ligeværdige eller bedre end dem, der er omfattet af en overenskomst”.