Fortsæt til indhold
Erhverv

Sommer under sydens sol: Undgå de værste betalingsbrølere

Mybanker er klar med en række gyldne ferietips, så du nemmere kan finde vej gennem feriens betalingsjungle.

Ferien kalder. Men hvordan er det lige med veksling af valuta og brug af betalingskort i udlandet?

Vil du undgå de værste betalingsbrølere og måske spare penge på rejseforsikringen, skal du læse med her.

I Danmark er det efterhånden et fåtal, som betaler med kontanter i butikkerne. I stedet betaler de med kort eller mobil.

Når sommerferien kalder under sydens sol, er det dog en god idé både at have kontanter og kort ved hånden.

»Kontanterne kan klare de små indkøb, som man gør på stranden og på markedet, mens kortbetalingerne kan bruges til større køb, som når man handler i supermarkedet, spiser på restaurant, lejer bil osv.,« siger Jens Hjarsbech, cheføkonom i Mybanker.

Han understreger, at det er vigtigt at huske på, at mens det er gratis at betale med almindelige betalingskort i danske butikker, opkræver bankerne typisk et såkaldt valutakurstillæg, når kortet svinges i udlandet.

Det præcise gebyr afhænger både af det brugte betalingskort, din banks gebyrpolitik og af, om betalingen sker i eller uden for EU.

Mens kæmper som Danske Bank og Nordea har et valutakurstillæg på 0,50 pct. for både Visa og MasterCard brugt i EU, opererer størstedelen af landets øvrige pengeinstitutter med et gebyr på typisk 1,00 pct.

Går turen uden for EU, svinger valutagebyret i landets knap 60 pengeinstitutter mellem 1,00 pct. og 2,90 pct., viser en oversigt fra Mybanker.

Samtidig kommer Jens Hjarsbech med et gyldent råd: Bruger du kort, skal du altid betale i lokal valuta.

»Selvom det kan være dejligt at få præsenteret beløbet for dit indkøb i danske kroner, er denne løsning faktisk en del dyrere, end hvis du vælger at betale i lokal valuta,« lyder rådet fra Mybanker.

Til gengæld er det lidt blandet, om det bedst kan svare sig at købe valuta hjemmefra eller på feriestedet.

Mybanker har ganske vist regnet sig frem til, at det som udgangspunkt er billigst at købe valuta på feriestedet, men det afhænger af hævegebyret i din bank, lyder det.

»I nogle tilfælde kan det dog godt betale sig, hvis du er tilknyttet en form for ”fordelsprogram” i din bank. Derfor bør du undersøge størrelsen på hævegebyret, før du tager på ferie,« lyder opfordringen.

Endelig er det en god idé at undgå at hæve for mange kontanter.

I dag er det nemlig svært at komme af med overskydende valuta, når du kommer hjem – især hvis der er tale om anden valuta end euro.

Mens betalinger mest handler om at undgå de værste gebyrklø, kan der være penge at spare, hvis du har et kreditkort.

Flere kreditkort har nemlig en indbygget rejseforsikring, så du undgår at købe en separat rejseforsikring eller betale dit forsikringsselskab for et tillæg til din indboforsikring.

Har du et kreditkort, er det værd at tjekke, om kortet inkluderer en rejseforsikring, og hvordan reglerne for forsikringen i givet fald er, lyder anbefalingen fra Mybanker.