Henrik Lind har syvdoblet sit sats på Blue Owl Capital
Den danske erhvervsmand har netop offentliggjort, hvordan hans amerikanske aktiebeholdning så ud i slutningen af seneste kvartal.
I årets første måneder har kapitalforvalteren Blue Owl Capital været i stormvejr og forsidestof hos samtlige af verdens største erhvervsmedier.
Årsagen er en voksende mistillid fra investorer, som har krævet deres penge tilbage i en fart, men kun har kunnet få en mindre del af de ønskede penge udbetalt. Det har medført en nedsabling af Blue Owl-aktien og nervøsitet for det hastigt voksende private credit-marked, hvor Blue Owl er blevet en af de centrale aktører.
Mens der var uro omkring Blue Owl i årets første kvartal, har den danske milliardær og erhvervsmand Henrik Lind brugt årets første måneder til at bygge en stor aktieposition op i den amerikanske kapitalforvalter.
Henrik Linds selskab Lind Value II har således mere end syvdoblet antallet af aktier i Blue Owl i årets første kvartal, så alene den position nærmede sig et milliardbeløb i værdi.
Det fremgår af nye indberetninger til det amerikanske børstilsyn, SEC, som Finans har gennemgået.
Aktiepositionen i Blue Owl er ifølge indberetningerne den næstmest værdifulde, som Henrik Lind har i USA. I alt ejede han ved udgangen af marts USA-aktier for tæt på 3 mia. kr. Det er 40 pct. mere end kvartalet forinden.
Finans har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Henrik Lind til denne artikel for at få svar på, om hans investeringer i Blue Owl skal tolkes som en vurdering af, at uroen og kursfaldet i Blue Owl har været overdrevet.
Henrik Lind begyndte ifølge SEC-indberetningerne at investere i Blue Owl-aktier op mod nytår 2025.
Her kan du se Henrik Linds amerikanske investeringer:
Oplysningerne er opgjort med virkning fra den 31. marts 2026