Rederier melder sig klar til totalforsvar: Vil stille med skibe i nødsituation
Flere danske rederier – herunder DFDS – melder sig nu klar til at bakke op om et nyt dansk totalforsvar i tilfælde af kriser eller katastrofer på et tidspunkt, hvor »vores fundamentale stabilitet og sikkerhed er udfordret«. Ét rederi går skridtet videre i sine løfter.
Mens uro og bølger af hybride angreb har rullet ind over danske virksomheder, melder danske rederi- og logistikgiganter sig nu klar til at træde ind i et nyt dansk totalforsvar.
Sådan lyder det nu fra flere danske rederier og shippingindustriens samlede erhvervsorganisation, Danske Rederier, til Finans.
Blandt dem finder man Hellerup-baserede Norden, der er parat til mere end blot teoretisk støtte i tilfælde af en krise.
»Vi bakker op om at tage en aktiv rolle på vores dansk flagede skibe. Er der behov for, at vi stiller skibe til rådighed, er det naturligvis noget, vi er klar til,« skriver rederiet Norden.
Det danske rederi har ifølge søfartsdatabasen Equasis i skrivende stund 7 af 46 skibe i flåden under dansk flag. Lignende opbakning finder man hos Torm og færgerederiet DFDS, hvor topchef Torben Carlsen fremhæver rederiets eksisterende arbejde med at understøtte danske soldater.
»Vi har allerede et godt samarbejde med Forsvaret, hvor vi med kort varsel kan stille med op til otte af vores skibe til blandt andet transport af militært udstyr og bidrage til militære operationer, træningsøvelser og hjælp under humanitære katastrofer,« skriver Torben Carlsen, der ser flere steder, hvor færgerederiet kan spille ind i et forsvar:
»Vi kan som transportvirksomhed bidrage med vores viden om transport og logistik, og derudover har vi fysiske kapaciteter i form af en stor skibsflåde og lastbiler, som kan bidrage til at sikre forsyningskæder.«
Meldingen fra det danske rederi kommer, mens shippingindustrien har sat fornyet fokus på rederiernes rolle i Danmarks sikkerhed.
Fredag efterlyste branchens store interesseorganisation – Danske Rederier – i klare vendinger en klar rolle i et dansk totalforsvar. ”Totalforsvaret” er kort fortalt Danmarks samlede samfundsberedskab, der med koordinering fra Forsvaret skal opretholde vitale samfundsfunktioner i tilfælde af kriser eller katastrofer.
Flere år med militært pres, hybride angreb, sabotage af danske søkabler og generelt pres på forsyningskæderne har nu ifølge Danske Rederier gjort spørgsmålet højaktuelt.
»Vores fundamentale stabilitet og sikkerhed er udfordret, og derfor bør vi opprioritere det danske totalforsvar og styrke samarbejdet mellem offentlige og private aktører på området,« advarede adm. direktør Anne H. Steffensen fredag i en kommentar.
Den danske interesseorganisation fremhævede i samme ombæring bl.a., at 78 pct. af danske forsyninger ankommer med skib. Et forsyningsforhold, der i direktørens optik samtidig understreger behovet for i højere grad at inkludere det maritime Danmark i de danske beredskabsplaner.
»Vi har kapaciteter, erfaringer, skibe, knowhow og folk, som Danmark endnu ikke udnytter systematisk i totalforsvaret. Først og fremmest har vi viljen til og ønsket om at bidrage til Danmarks sikkerhed,« konstaterede hun.
En udlægning, som møder opbakning hos rederiet Torm, der i dag »ser mange muligheder for, at dansk skibsfart kan være en stærk tilføjelse til totalforsvaret af Danmark«, skriver rederiet i en skriftlig kommentar.
Rederiet ønsker ikke at kommentere på, hvilke kapaciteter rederiet vil byde ind med i en eventuel krisesituation.
Mens DFDS, Norden og Torm allerede nu sætter ord på et eventuelt engagement, er opbakningen mere afmålt i andre dele af rederibranchen. Hos Lauritzen Bulker, som i 2025 flyttede 27,3 mio. tons tørlast globalt, henviser man til, at rederiet deltager aktivt »i og gennem Danske Rederier«, men ønsker ellers ikke at kommentere sagen.
Lignende melding finder man hos tankrederiet Hafnia, der i en kommentar henviser til, at man ikke ønsker at »kommentere på hypotetiske scenarier relateret til krig, aktivering af det nationale forsvar eller specifikke roller i en krisesituation«.
»Enhver overvejelse i forhold til totalforsvaret og nødplanlægning eller den formelle involvering af civile shippingselskaber ville skulle defineres af regeringer eller relevante myndigheder i dialog med industriorganisationer som Danske Rederier,« skriver Hafnia.
Finans har i forbindelse med denne artikel forsøgt at indhente kommentarer fra Mærsk. Dette har ikke været muligt ved deadline for denne artikel.