Boghandlerkæde oplever stærkt salg: Åbner 10 nye butikker om året
Boghandlerkæde mener, at unge er ivrige efter at undslippe deres skærme og tilskriver ny trend del af årsagen.
Den britiske boghandlerkæde Waterstones oplever lige nu et stærkt salg, og den adm. direktør er ikke i tvivl om årsagen.
Unge er igen begyndt at omfavne trykte bøger, som en flugt fra deres skærme – og onlinekonkurrencen aftager.
Det skriver The Guardian.
»De vil gerne gøre noget, der ikke involverer at stirre på en skærm og som er relativt billigt, og når folk begynder at samle bøger, køber de bare flere,« siger James Daunt, der er adm. direktør for den britiske kæde, som har 320 boghandlere i Storbritannien.
Samtidig ejer selskabets moderkoncern Barnes & Noble, som er USA’s største boghandlerkæde.
James Daunt siger til mediet, at boghandlerkædens omsætning er steget med 5 pct., hvor omkring halvdelen skal tilskrives højere priser. Resten skyldes en voksende trend, som har resulteret i et salg af »rigtig mange bøger«.
Særligt mener den adm. direktør nemlig at det øgede salg skal tilskrives, at flere unge er begyndt at købe bøger, fordi de bliver inspireret til at læse trykte bøger på sociale medier.
Blandt andet i form af TikTok-anbefalinger, bedre kendt som BookTok, hvor brugere anbefaler deres yndlingsbøger til andre.
Ifølge The Guardian går det faktisk så godt for boghandlerkæden Waterstones, at kæden, der blev købt af hedgefonden Elliott Advisors i 2018, lige nu åbner 10 nye butikker om året i Storbritanien – mens væksten i USA er endnu større.
Set i en dansk kontekst kunne noget da også tyde på, at der er gang i bogsalget herhjemme. Politikens Forlag øgede således sit salg af trykte bøger med 19 pct. i 2024, fortæller direktør for JP/Politkens Forlag Lene Juul til MediaWatch.
»Det giver håb og tro på det format i fremtiden,« siger hun til mediet.
Forlagsgruppen rummer koncernens ejerskab af Politikens Forlag og boghandlerne Politikens Boghal og Arnold Busck i København samt det svenske forlag Polaris og norske Kagge.