Statsstøtte-boom får europæisk erhvervsliv til at vakle: »Vil vi gerne leve af at sende lobbyister til Bruxelles?«

Nils Smedegaard Andersen er klassisk erhvervsmand. Den tidligere topchef i Carlsberg og Mærsk så helst, at verden var indrettet efter to principper:

Mest mulig frihandel og mindst mulig politisk indblanding. Og så må den stærkeste virksomhed vinde.

Men det er ikke den verden, som Nils Smedegaard Andersen lever i.

I stedet ser han på et verdenskort, hvor et af de største markeder nærmest er forsvundet for den virksomhed, han i dag er bestyrelsesformand for.

På grund af amerikanske eksportrestriktioner må den hollandske chipvirksomhed ASML ikke længere sælge sine mest avancerede maskiner til Kina.

ASML er Europas tredjemest værdifulde selskab og producerer de litografimaskiner, verdens tre største producenter af mikrochip – Intel, TSMC og Samsung – bruger, når de skal fremstille de mest avancerede mikrochip.

»Den virkelighed, vi møder i ASML, er, at vi bliver afskåret fra at handle med en bestemt del af verden,« siger Nils Smedegaard Andersen, der siden 2023 har været bestyrelsesformand for ASML.

Erhvervslivet vakler

På den måde er det at sidde for bordenden i en af Europas største virksomheder blevet en opgave, hvor man skal forholde sig lige så meget til, hvad politikerne gør, som hvad konkurrenternes næste træk er.

Vi lever ikke længere i én verdensøkonomi.

Samtidig kan Nils Smedegaard Andersen også se, hvordan statsstøtte er blevet et nyt konkurrenceparameter.

Kina har længe ydet massiv statsstøtte til de industrier, landet betragter som strategisk vigtige: solceller, elbiler og batteriproduktion for eksempel.

I USA har præsident Biden indført den store grønne støtteordning – Inflation Reduction Act. Men også når det gælder mikrochip, er der mange føderale kroner at hente, hvis man lægger ny produktion i USA, gennem den såkaldte Chips Act.

Og Nils Smedegaard Andersen mener ikke, at Europa holder sig tilbage.

Efter coronakrisen blev der oprettet en stor genopretningsfond. Og der er et klart pres for mere statsstøtte fra mange medlemslande. Herhjemme har regeringen også indført en grøn støtteordning.

»Jeg synes, det er farligt,« siger Nils Smedegaard Andersen.

Han ser klare tegn på, at erhvervslivet er begyndt at indrette sig efter det:

»Det har gjort, at erhvervslivet lige nu står og vakler lidt. Er vi egentlig for frihandel? Eller vil vi gerne have subsidier og leve af at sende lobbyister til Bruxelles for at prøve at få en del i kagen, som EU deler ud?»

Trædemåtte

Nils Smedegaard Andersen ved godt, hvad han selv foretrækker:

»Min holdning er, at fri konkurrence er det bedste. Jeg er af den opfattelse, at ikke alle problemer skal løses ved politisk indgriben eller statsinvesteringer.«

Han synes, at »sporene skræmmer«, hvis man lader politikerne udvælge, hvor der skal investeres. »Så holder man fast ved at producere kul i Tyskland 30 år efter, at der ikke er noget marked for kul,« som han siger.

For europæisk erhvervsliv, der i forvejen er presset af, at konkurrenceevnen er i bund i forhold til USA og Kina, er der lige nu ekstra meget på spil.

De geopolitiske spændinger er i forvejen svære at håndtere, men det risikerer at blive værre, hvis medlemslandene også begynder at skændes om, hvilke sektorer der skal have statsstøtte, og hvilke der ikke skal, mener Nils Smedegaard Andersen:

»Vi har brug for, at EU kan tale med én stemme. Ellers bliver vi brugt som trædemåtte af både Kina og USA.«