Hvem er Karlsvognen opkaldt efter?
De fleste kan sagtens udpege Karlsvognen på en skyfri nattehimmel. Men det er svært at sige, hvem den berømte stjernevogn egentlig er opkaldt efter, siger dansk forsker.
I Danmark lærer ethvert skolebarn i dag, at de syv stjerner ligner en vogn, og at vognen hedder Karlsvognen.
Men hvorfor hedder stjernevognen egentlig Karl? Hvem var han? Det har Videnskab.dk undersøgt, og der kan du blive endnu klogere på de måske mest kendte syv stjerner på nattehimlen.
Men det viser sig hurtigt, at Karls identitet er omgærdet med en vis mængde mystik og usikkerheder.
»Der er ikke nogen sikker oprindelse på ordet Karlsvognen. Der er flere forskellige teorier, men kort fortalt, så ved man ikke med sikkerhed, hvorfor Karlsvognen hedder Karlsvognen,« fortæller sprogforsker Adam Hyllested, som er postdoc ved Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab ved Københavns Universitet.
Læs også på Videnskab.dk: Ny stjerne opdaget i Karlsvognen
Googler man Karlsvognen, kan man på en række internetsider læse, at navnet Karl stammer fra Karl Den Store, som var hersker over det gamle Frankerrige frem til sin død i år 814.
Adam Hyllested påpeger imidlertid, at det er meget usikkert, hvorvidt Karlsvognen i virkeligheden er blevet opkaldt efter Karl Den Store. Men man kan dog ikke udelukke, at det er tilfældet.
»Mange sproghistorikere anser tilknytningen til Karl Den Store for at være en folkeetymologi – det vil sige en folkeforklaring, som er kommet til meget senere for at få navnet til at give mening,« siger Adam Hyllested.
Læs også på Videnskab.dk: Hvordan får stjernerne deres navne?
En anden udbredt teori om Karlsvognen er, at de gamle vikinger oprindelig anså vognen for at tilhøre guden Thor fra den nordiske mytologi.
I mytologien er Thor netop kendt for at køre rundt på himlen i en vogn, som trækkes af to vilde gedebukke, og derfor kan det lyde plausibelt, at Thor og hans vogn oprindeligt har lagt navn til de syv stjerner i Karlsvognen.
Forvandlingen af navnet – fra Thor til Karl - kan imidlertid også være sket på flere andre måder.
For eksempel bliver guden Thor i flere folkeviser kaldet for ’Thorskarlen’, og på den måde kan navnet Thor være forsvundet med tiden, så kun tilnavnet ’Karl’ forblev en del af sproget, forklarer Adam Hyllested.
»Men den teori er ikke helt skudsikker, for ’Karl’ betyder også bare ’mand’. Det er oprindeligt et ord for en fri mand i modsætning til eksempelvis en træl,« forklarer Adam Hyllested.
Læs også på Videnskab.dk: Hjemløse planeter er mere almindelige end stjerner
Et sidste spor i opklaringen af, hvem Karl kunne være, kræver et lille dyk ned i de klassiske, latinske ordbøger.
Her finder man ordet carrus, som betyder vogn, og dette latinske ord har givet Adam Hyllested anledning til at stykke en helt tredje teori om ordet Karlsvognen sammen. For ifølge Adam Hyllested hedder en vogn carrus på latin.
Læs også på Videnskab.dk: Mælkevejen huser 10 milliarder potentielt beboelige planeter
»Hvis man i Middelalderen mente, at Karlsvognen var en vogn, kan man godt forestille sig, at det latinske carrus er blevet lavet om til Karlsvognen. Nogen har måske misforstået ordet carrus - man kan godt forestille sig, at det er blevet omtolket til et ord, folk kendte,« siger Adam Hyllested.
Med andre ord kan navneordet ’carrus’ altså i folkemunde være blevet omdannet til ’Karl’ , og dermed har vi altså en ny forklaring på, hvordan navnet ’Karlsvognen’ med tiden kan være opstået.
Læs også på Videnskab.dk: Big Bang endevendes af dansk forsker
At Karlsvognen langt senere i historien er blevet forbundet med både Karl Den Store eller guden ’Thorskarlen’ ville slet ikke være usædvanligt – ifølge Adam Hyllested er det nemlig et kendt fænomen, at et ord opstår mere eller mindre tilfældigt, men senere bliver tillagt en særlig tolkning og betydning.
»Navne får tit en tolkning uafhængigt af, hvad de oprindelig kommer af. Man giver tit ordet en betydning, som passer ind i det kulturelle billede, man selv er en del af,« forklarer Adam Hyllested.