Kanaans land

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Landet vest for Jordan-floden hed fra gammel tid Kanaan og er if. Det Gamle Testamente det land, som af Gud blev givet til Abraham og hans efterkommere. Abraham fortoner sig nok noget i historiens tågeslør, men noget mere nagelfast er Det Nye Testamentes historier om Jesus, der hjemmevant færdedes i området Galilæa i nord over Samaria til Judæa i syd, hvilket er det område, der fra gammel tid hed Kanaans land.

Det forekommer derfor noget barokt, at en belæst mand som H. Rosenvold i JP 6/8 påstår, at FN i 1948 foretog »en ufattelig foræring« til en »religiøs gruppe« uden tilknytning til området. En cand.merc. bruger nok ikke så megen tid på historiske studier, men det skulle så give en af slagsen lidt mere ydmyghed overfor problemstillinger, han givetvis ikke har forstået.

Hvis nogen har en historisk ret til området, må det være jøderne. De har gennem århundreder holdt sammen i et fællesskab på trods af ufattelige forfølgelser, der ville have udslettet de fleste andre grupperinger.

Disse forfølgelser fik i 1917 den engelske udenrigsminister Balfour til på regeringens vegne at udstede en deklaration til jøderne om, at den engelske regering så med sympati på oprettelsen af et nationalt hjem for dem.

Oprettelsen af staten Israel gik ikke stille for sig. De arabiske stater i området prøvede uden held at fordrive jøderne. Israel gik i 1948 fra Galilæa i nord til Negev i syd, men uden det, vi i dag kalder Vestbredden. I 1967 var de arabiske naboer på krigsstien igen, men blev i Seksdagskrigen godt og grundigt trynet af Israel, der tog Sinai, Gaza, Golanhøjderne og Vestbredden inkl. Jerusalem.

Sinai og Gaza er senere givet tilbage, og der blev nogle år senere sluttet fred med Egypten. Når medierne konsekvent kalder de erobrede områder for besatte, må det siges at være en tilsnigelse. Når et land i en forsvarskrig erobrer noget land, kan man betragte det som ærlig og redeligt fortjent. Hvis Israel havde tabt krigen i 1967, ville det ikke have løst noget som helst. Araberne ville have fortsat med at bekrige hinanden, efter at de havde ”drevet jøderne i havet”, som de smukt udtrykker det. Flygtningelejrene ville stadig have været der, medens jøderne ville have oplevet deres tredje diaspora. Ville det have været bedre?