Sluk for strømmen

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

For 20 år siden havde mobiltelefoner antenner og kunne næsten ingenting. I dag har de overtaget det offentlige rum og minimeret åndeligt nærvær til bits and bytes.

Voksne mennesker spiller ”Flappy Bird”, hvis der er to minutters ventetid til et bord med levende lys, og løfter de for en kort bemærkning blikket fra skærmen, vil de kunne se folk i alle aldre tage selfies, tjekke ligegyldige mails og sende ligegyldige snapchats. Som konsekvens af det selvopfyldende og uambitiøse postulat om at ”fremtiden er digital”, smelter alle verdens behov sammen til en altædende printplade, som kan sidde i en smartphone og kræve vores udelte opmærksomhed.

I troen på, at vore hjerner sagtens kan kapere langt mere, end de bliver brugt til, har vi længe dyrket multitasking som en særlig beundringsværdig disciplin samt levet i overbevisningen om, at det er muligt at være nærværende digitalt og in real life på samme tid. Men nu peger hjerneforskere på, at hjernen i den grad er overloadet med informationer og indtryk.

Den virkelighed er hård kost for hjernens frontallapper, som ikke mindst teenagere – de ”digitalt indfødte” som forventes at gå i fuldstændig symbiose med al den nye teknologi – i forvejen døjer med at kontrollere, mens hormonerne drøner rundt i kroppen og beskederne vælter ind på iPhonen.

Man behøver ikke at være hjerneforsker for at regne ud, at hård belastning af en vital kropsdel, som i forvejen arbejder på højtryk, kan medføre uønskede konsekvenser. Måske ligefrem systemnedbrud.

Derfor er det nødvendigt at forholde sig kritisk til alle de nye, teknologiske muligheder. Ligesom ikke alt, der glimter, er guld gør det samme sig gældende med fancy apps, webtjenester og nye devices.

Jovist – hver dag byder på nye digitale muligheder, og meget er vitterligt utroligt smart og anvendeligt. Men hvis fascinationen bliver for stor og for endimensionel, glemmer vi at forholde os til det, vi giver afkald på, når vi opsluges af det evigt knævrende cyberspace.

Dårlige vaner, flokmentalitet og rygmarvsundskyldninger får os til at fortrænge den dobbelthed, der uundværligt følger med digitaliseringen af vores kommunikationsvaner.

Ikke mindst forældre kan finde det nærmest uoverkommeligt at anvise en sund balance mellem online og offline, når alene det at vriste iPaden ud af hænderne på poderne kan være en kamp i sig selv. Gang på gang stiller man sig spørgsmål som:

Får børnene dækket deres faglige og sociale behov, når de i timevis chatter via Facebook, laver film på Video Star eller skyper med vennerne?

Er det o.k., at dagens halve times læsning foregår badet i blåt lys fra skærmen?

Er det bare mig, der er blevet et gammelt røvhul?

Svaret på de tre spørgsmål – ikke mindst det sidste – rummer den nævnte dobbelthed: Ja. Og nej. Ja, fordi de digitale innovationer løser problemer, gør ting lettere, udfordrer os mentalt, udvikler nyt, flytter os frem, inkluderer og involverer. Nej, fordi de samtidig skaber nye problemer, gør os inaktive og passive, ekskluderer og isolerer.

Ja, du er muligvis blevet et gammelt røvhul – men nej – det er ikke kun negativt.

Når alt kommer til alt, er det sidste spørgsmål – det, der handler om dig selv – den afgørende faktor. Digitaliseringen er ikke bare noget, der kommer af sig selv. Det er os – brugerne – der skal turde tage stilling til, hvordan vi vil modtage og anvende alle de nye muligheder. Det uambitiøse ved dogmet om at ”fremtiden er digital” ligger i præmissen om, at digitaliseringen er en automatiseret bølge, som kun idioter ikke surfer på toppen af.

På samme måde som forældre ender med at trække på skuldrene over børnenes galoperende internetafhængighed af ren magtesløshed. Og på samme måde som voksne mennesker fra alle socialgrupper ukritisk lader sig forføre og lever livet med hjernen koblet til nettet 24/7. Det er her, det gamle røvhul skal træde til. Med mod, dannelse og indsigt.

Mod til at tro på, at det også i 2014 er vigtigt med frisk luft, levende venner, nærvær og fysisk aktivitet. Mod til at holde fast i, at alle smukke stunder ikke behøver at blive optaget og delt med 500 ”venner” for at blive husket. Jeg glæder mig f.eks. over ikke at have haft en iPhone i 1984, da man kunne se ind til pigernes omklædning gennem nøglehullet. Modsat i dag, da det sidste nye er appen ”Frontback”, som udvider selfie-begrebet til både at inkludere et billede af det ønskede motiv og ens eget ansigtsudtryk i gerningsøjeblikket. Både pigerne fra Stavnsholtskolen og jeg selv kan være godt tjent med, at underholdningen sluttede, når der ikke var mere varmt vand i bruserne.

Dannelse handler om at kunne træde et par skridt tilbage og være i stand til at reflektere. Om ikke blot at lade sig rive med. Om at kunne begå sig. Dannelse kommer af erfaring og overbevisninger og bør være stærk nok til at overleve både digitale bølger og umulige teenagere. Hvis vi overgiver os blindt til teknologiens lyksaligheder, vender vi ryggen til vores eget kompas. Den tyske professor i pædagogik Thomas Ziehe har udtrykt det således: »Det er et stort problem i dag, at nutiden er så dominerende. Det er vigtigt både at kunne overskride samtiden, at kunne forstå fortiden og se ind i fremtiden. Dannelse er også muligheden for en udvidelse af horisonten, der rækker ud over det givne.«

Et ord som ”dannelse” lyder sikkert bagstræberisk og gammeldags for den digitale indfødte. Men fat mod! Dannelsen er det, der gør dig til andet og meget mere end det gamle røvhul, der ikke forstår at følge med udviklingen.

Indsigt skal der til for at kunne forholde sig kritisk og konstruktivt til nutiden på en nogenlunde kvalificeret måde. Det er mangel på indsigt, der gør Knud Romers rasende kritik af Facebook lidt mindre interessant, end den kunne være. Hans gode pointer om at være fysisk til stede og mentalt nærværende drukner i en selvopfundet opfattelse af, hvordan folk bruger Facebook. Mangel på indsigt gør det også sværere for forældre at forholde sig til deres børns internetvaner, for mens mor og far forsøger at overvåge barnets adfærd via Facebook, har sønnike for længst suppleret det forum med Snapchat, Twitter, Instagram, Pinterest og Kik samt bunkevis af spil, apps, billedredigeringsprogrammer og meget mere.

Det kræver lidt investering at få indsigt. Man skal gide og turde at være nysgerrig, og man skal være åben for at lære noget nyt. Med over tre millioner danske brugere må der jo være noget positivt ved Facebook. Og med over seks milliarder mennesker på Jorden kan fysisk samvær heller ikke være gået helt af mode endnu.

At der findes en ubalance i vores livsstil, er der ingen tvivl om. Vi lever i en tid med søvnunderskud, koncentrationsproblemer og informationsoverflow. Alle kommunikerer med alle, overalt og hele tiden, og i den evige jagt efter det digitale dopamin-kick drages vi til skærmen, som var den en hellig talisman. Alene, i tosomhed og i grupper er vi tilgængelige for hele verden. Vi har delt dagens oplevelser med hele verden, før vi har nydt dem med vores nærmeste, og fotograferer solopgange, røde bøffer, bøvsende børn, nuttede kæledyr, underlige skilte og påskeliljer i stedet for bare at være til stede i nuet.

Men der er også modsatrettede tendenser. Som det altid vil være tilfældet, når noget bliver for ekstremt. Vi dyrker mindfullness, yoga og meditation, og på Facebook stiger mængden af brugere, der soler sig i, hvad der i det mindste er historien om, at de godt kan klare sig uden det daglige webfix. Nogle beslutter sig for at tage en periodes detox fra Facebook, mens andre forsøger sig med digitale løsninger på digitalt overforbrug i form af apps, der lukker ned for alt andet end nødopkald.

Vi lever i en digital tidsalder. Men sluk for strømmen og mærk efter: Er du tro mod dine egne værdier?

Nu, da foråret er over os, er det en perfekt tid at komme udenfor og lave om på vanerne.