Fortsæt til indhold
Viden

Fugle tilpasser sig Tjernobyl-stråling

Undersøgelser fra Tjernobyl-området overrasker forskere.

Da Tjernobyl-kraftværket eksploderede i 1986, gik det ikke kun ud over befolkningen i den ukrainske by, som dengang var en del af Sovjet.

Også fuglelivet led under den kraftige stråling med radioaktiv forurening.

Nu viser en ny forskningsrapport, som forskere fra University of South Carolina står bag, at nogle fuglearter har formået at tilpasse sig til strålingsområdet i en vis grad. Det er første gang, en sådan virkning er vist uden for laboratoriet blandt vilde dyr.

Fugle bliver ikke beskadiget

"Nogle fugle mindsker de negative virkninger, så de ikke beskadiges som forventet," siger Tim Mousseau fra University of South Carolina til forskning.no.

Han slår dog fast, at andre fuglearter, ligesom mennesker, er blevet ramt af kræft og derfor er døde. Noget overraskende viser det sig også, at der er nogle fuglearter, der trives bedre under den radioaktive stråling end i normale omgivelser.

Mousseau og hans kollega Anders P. Møller har siden midten af 1990'erne arbejdet på kanten af det forurenede område i Tjernobyl i det nordlige Ukraine.

Antioxidanter beskytter

Grunden til, at fuglene er i stand til at beskytte sig mod den radioaktive stråling, er, at fuglene naturligt kan øge produktionen af antioxidanter.

Ikke alle fugle har den samme mængde antioxidanter. Nogle arter bruger dem til at skabe pigment, mens andre altså også bruger produktionen af antioxidanter til andre ting.

Forskernes resultater kommer på baggrund af, at de fangede fugle, mens de opholdt sig i nærheden af Tjernobyl. 152 fugle af 16 forskellige arter blev undersøgt, blandt dem musvitter, svaler og solsorte. Moussau og Møller holdt fuglene fanget i tre til fire måneder, mens de var i parringstid.