Tabernes filosof Eckhart Tolle

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Eckhart Tolle er nok den mest udbredte nulevende spiritualist både i Danmark og på verdensplan. Og han er naturligvis en plattenslager. Men han er en plattenslager, der med sine bøger, webseminarer, DVD’er og offentlige bønnemøder når ud til millioner af følgere. Det har han naturligvis tjent stygt på, hvorfor han lever i et uautentisk rigmandskvarter og kører i en meget uautentisk luksusbil. Som sweaterbærende kvaksalver-kliché er han naturligvis eminent god underholdning, men som kulturelt fænomen er han også interessant.

Da Tolle var 29, var han en ensom og fortabt ung mand, der havde forladt sit hjemland, sine fraskilte forældre og sine rødder. Hans livs overvældende meningsløshed havde drevet ham på selvmordets rand. Men så vågnede han en dag til fuglekvidder, morgengryets første lys og var som født på ny. Nu var han ikke længere suicidal-deprimeret, men var overgået til en tilstand af den dybeste, uafbrudte fred og lyksalighed. I flere år levede han en vagabondtilværelse uden venner, arbejde og tag over hovedet. I stedet sad han på bænke i parker i en tilstand af den mest intense glæde.

Med denne selvudleverende fortælling indleder Eckhart Tolle sit hovedværk Nuets Kraft. Og vagabondtilværelsen frigjort for omverdenen er samtidig essensen af Tolles budskab. Vi skal glemme fremtiden. Glemme fortiden. Glemme andres forventninger til os. Vores identitet. Vores liv. I stedet skal vi være nærværende. Leve i nuet. Og kun i nuet. Det er vejen til frigørelse og den evige lykke.

Som filosofi er Nuets Kraft afsindigt primitiv. Han postulerer, at det er tværreligiøse evige sandheder, men er i virkeligheden et vulgært sammenkog af nyplatonikeren Meister Eckhart og den moderne mystiker Martin Heidegger (min yndlingshadefilosof). Hans argumenter er logisk nonsens såsom, at vi skal leve i nuet, fordi fortiden og fremtiden ikke findes. Eller klovneagtige, som når han påstår, at negative følelser er unaturlige, fordi dyr ikke har dem.

Men hvorfor så denne enorme appel? Det hænger sammen med udbredelsen af taberen som socialkarakter. Vi har alle en lille smule taber i os, og i ren form taler vi om en person, som får sin primære identitet i rollen som taber.

At vagabond-spiritualiteten appellerer til denne verdens tabere er åbenbart. Her er muligheden for at undslippe livet. Og ansvaret for livet. Se stort på ulykkelig kærlighed, et dårligt arbejde, forspildte muligheder og almindelig tomhed. Med Tolle som åndelig sutteklud kan taberen blive til en spirituel vinder.

Udbredelsen af en gøgler som Eckhart Tolle er kort og godt et kulturelt sygdomstegn. Hans idealer er den sikre opskrift på nederlag. Den eneste opskrift på succes er nemlig ikke at leve i nuet. Men tværtimod at udskyde vores behov. Spare op. Dygtiggøre os. Forpligte os. I den bogstavelige forstand er Tolles filosofi naturligvis slet ikke at leve i nuet. Det er en fornægtelse af det menneskelig ved livet. En anti-menneskelighed.