Erhvervsmand benægter dværgkast
Martin Scorseses film om den fallerede erhvervsmand Jordan Belfort møder hård kritik.
I adskillige scener bliver skuespilleren Leonardo DiCaprio i Martin Scorseses nye film fulgt af en chimpanse, der iført jakkesæt kører på rulleskøjter.
I andre scener i filmen muntrer et animeret selskab sig med at kaste med dværge.
Filmen "The Wolf of Wall Street" - der netop er blevet nomineret til en Golden Globe-pris - handler om den unge amerikanske finansmand, Jordan Belfort, der i 1990'erne førte sig frem som grundlægger og ejer af firmaet Stratton Oakmont.
Pengene væltede tilsyneladende ind til firmaet, og Belfort levede det vilde liv som en del af New Yorks jetset.
SE VIDEO: Første trailer til "The Wolf of Wallstreet"
Men en dag krakelerede det hele og blev afsløret som fup og svindel.
Belfort endte bag tremmer dømt for hvidvask af penge og omfattende bedrageri.
Det vilde liv
Scorseses film skildrer Belforts vej til toppen og det voldsomme fald fra samme.
Filmen har netop haft premiere og er blevet mødt med voldsom kritik. Dels fra dyreaktivister, men også fra Belfort selv.
Organisationen Friends of Animals protesterer voldsomt imod, at man i filmen bruger chimpansen Chance som Belforts kæledyr.
Den ses blandt andet iført jakkesæt kørende rundt på rulleskøjter.
Lider overlast
Organisationen mener, at dyret lider overlast og kan få varige men efter rollen som DiCaprios medspiller i flere scener i filmen.
Danny Porush, der grundlagde firmaet sammen med Belfort, har i forbindelse med premieren over for flere amerikanske medier benægtet, at man nogensinde havde dyr med til firmaets fester, eller at der befandt sig dyr af nogen art på kontoret.
SE VIDEO: Anden trailer til "The Wolf of Wallstreet"
I en anden scene skildrer filmen en mildt sagt animeret fest, hvor deltagerne kaster rundt med nogle dværge.
Blev behandlet godt
Det har aldrig fundet sted, bedyrer Danny Porush, der dog erkender, at man ved en lejlighed hyrede en flok dværge til en af firmaets fester.
Men - understreger han - de blev aldrig misbrugt. Man var venlige imod dem, og de led aldrig overlast.
I filmen medvirker også en løve, en leende fisk og flere hunde.
Og heller ikke det ser Friends of Animals med milde øjne på.
Hverken Martin Scorsese eller filmens produktionsselskab har kommenteret kritikken af filmen.