Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Der snakkes og snakkes

A. Martin Jensen, Stengårdsvej 1, Sejs, Silkeborg

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

D’herrer Kim Bohr, DR’s ensemblechef, og Morten Hesseldahl, DR’s kulturdirektør, har en kronik i JP 3/12 under overskriften ”Klassisk slowfood i en hektisk tid”. Kronikken slutter med: »Musikken er menneskets gave til mennesket.« Heri kan jeg kun være enig, og af samme grund glæder jeg mig over, at der på DAB-radioen er såvel en jazz-kanal som en klassisk kanal, men på begge kanaler er det, som om DR prøver at tage menneskets gave, musikken, fra mennesket.

Ofte stiller jeg ind på P2 Klassisk sidst på eftermiddagen. Lidt musik er der da, men der snakkes – af studieværten alene eller af studieværten sammen med andre.

Det er sikkert udmærket alt det, de siger, men hvorfor? For at skilte med deres sikkert formidable viden? For at promovere sig selv? Jeg ved det ikke, for jeg gider ikke at høre på ævlet. Jeg har stillet ind på P2 Klassisk for at høre musik, god klassisk musik, intet andet. Samme kanal stiller jeg ind på så at sige hver aften ved 21-tiden, igen for at høre musik, men der snakkes, snakkes og snakkes. Ind imellem spilles noget ofte meget ”langhåret” af Rud Langgaard o.l. Kom dog med noget god, klassisk musik – og spar på snakken. Noget meget lignende kan siges om P8 Jazz. Jamen, når man nu ved, hvor meget god, swingende jazz m.v., der findes. Handler DR om at profilere nogle studieværter m.fl. eller om at levere det, lytterne vil have?