Spillehal i Aarhus N. udsat for voldsomt røveri
To mænd truede personale og kunder, da de natten til mandag begik røveri i en spillehal.
Der var stadig gæster i Spillehallen Pitten på Paludan Müllers Vej, da de to gerningsmænd kom ind i spillehallen.
Den ene mand fægtede med en kniv og råbte, at hvis nogen bevægede sig, ville de blive stukket med kniven.
Herefter tog den anden kvælertag på en ansat og truede ham til at låse pengeskabet op, mens den anden tømte indholdet ned i en rygsæk.
Kun få sikkerhedsændringer
"Medarbejderne har fået tilbud om psykologhjælp og har det efter omstændighederne godt," fortæller spillehallens ejer Ibrahim Øztürk til Jyllands-Postsen.
Spillehallen har åbent igen, og røveriet kommer ikke til at betyde de store ændringer i sikkerheden.
"Medarbejderne skal ikke længere have adgang til vekselautomaterne, som indeholder en del penge, men ellers ændrer vi ikke så meget," siger Ibrahim Øzturk til Jyllands-Posten.
Et voldsomt røveri
Mogens Brøndum fra Østjyllands Politi kalder det et voldsomt røveri, der virker planlagt.
Politiet kan ikke oplyse, hvor stort et beløb røverne slap af sted med, men mener, at der er tale om et betragteligt beløb.
De to mænd flygtede til fods i ukendt retning ad Vestre Ringgade og beskrives som:
A:
Mand
170 cm høj
Mørk i huden og brune øjne
Almindelig af bygning
Talte dansk
Iført en sort elefanthue, sort jakke, sorte jeans, sorte arbejdshandsker, sorte Puma-sko med hvide snørebånd og bevæbnet med en kniv på ca. 30 cm.
B:
Mand
25 år
175 cm høj
Almindelig af bygning
Talte dansk
Iført en sort elefanthue, sort jakke, sorte bukser, sorte arbejdshandsker, sorte sko med lyse snørebånd samt lyse kanter på sålen og medbragte en lyseblå rygsæk
Evt. oplysninger til Østjyllands Politi på tlf. 114.