Toke Holst stopper
Efter en skadesplaget sæson har bagspilleren fra Århus Håndbold besluttet at indstille karrieren.
Toke Holst har snøret håndboldskoene for sidste gang. Den 31-årige bagspiller fra Århus Håndbold har besluttet at stoppe og stiller således ikke op for den aarhusianske klub til næste sæson. Et par skadesplagede år kombineret med hans civile karriere som læge er baggrunden for beslutningen, der kommer efter længere tids overvejelser.
»Efter svære overvejelser har jeg besluttet at stoppe min håndboldkarriere med udløbet af denne sæson. Jeg har haft mange mindeværdige oplevelser i mit liv i håndboldens verden og har mødt mange gode mennesker. Jeg blev i fredags færdig som læge og kan se frem til nogle travle år i mit nye job. Derudover ser jeg meget frem til at få mere tid med min familie, når dagene ikke fyldes af håndbold. Der har været en del skader i min karriere, og efter min akillesseneskade i foråret 2012 har der været så store gener, at jeg ikke har kunnet træne nok til at holde et stabilt niveau, og på alle måder føler jeg derfor, at det er den rigtige beslutning at stoppe nu,« siger Toke Holst til klubbens hjemmeside.
Bærende kraft
Den 196 centimeter høje og 100 kg tunge håndboldspiller har siden sit skifte fra Team Tvis Holstebro til Århus Håndbold i 2004 været en af holdets bærende kræfter.
»Jeg vil se tilbage på mange store sportslige oplevelser fra min karriere, hvor pokaltitlen i år, DM-finaler og deltagelsen i Champions League står højest på listen. Først og fremmest har håndbolden betydet, at jeg har mødt mange mennesker, som jeg vil komme til at savne i dagligdagen, og jeg vil gerne takke alle, der har været en del af mit håndboldliv både på og uden for banen,« siger Toke Holst videre.
I klubben lægger man ikke skjul på, at Toke Holst vil blive savnet, selv om hans beslutning bliver mødt med forståelse.
»Toke har været fantastisk, både på og uden for banen. Der er tale om en af kulturbærerne i Århus Håndbold, og det er klart, at han bliver savnet. Set i lyset af hans skadessituation er der tale om et logisk valg, og vi ønsker ham alt held og lykke med den nye karriere som læge,« siger direktør Henrik Lundorff til klubbens hjemmeside.